2. En Vise om Christian Mantzius
Mel.: Peder Schøtt i Barndoms Alder
Mel.: Peder Schøtt i Barndoms Alder
Christian i Ungdomsalder
var en ung og dejlig Mand,
og paa dette Livs Rabalder
viste han en stor Forstand.
Gult var Haaret, Øjet blaat,
Hjertet overmaade godt.
Christian, han gik paa Gaden,
Natten den var meget mørk,
Lys var slukket trindt i Staden,
og den lignede en Ørk;
kun en Mand, som — ak — var fuld,
gik og drattede omkuld.
Christian sagde: «Ak mit Hjerte
«taaler ikke Brødres Nød.
«Skal jeg skue kold hans Smerte?
«Godheds Løn den er saa sød!»
Og han tog paa Manden fat
i den mørke Vinternat.
Og skjønt Manden var ham fremmed
og sig havde faaet en Rus,
fulgte Christian ham til Hjemmet
hen til Mandens eget Hus.
Sagde saa: «Godnat, min Ven!»
og saa gik han hjem igjen.
Christian! dig vil vi prise,
thi din Daad den var saa skjøn,
og vi ønske i vor Vise,
at du snart maa faa din Løn:
ja, gid Følgeskab du faar,
naar du fuld paa Gaden gaar.