Oehlenschlægers Mindefest i Studenterforeningen
Paa Skydebanen d. 3. Juni 1850
Paa Skydebanen d. 3. Juni 1850
1.
Frosten knugede Jorden,
og Vinterstormen sang,
toned da lydt et Sørgekvad
op fra den danske Vang;
Sorgen foer over Bølgen blaa,
den gjennem Fjeldet brød:
trende Folk i Norden
begræd en Faders Død.
Mulm var bredt over Øjet,
som klart i Mulmet saae,
hunden var nu hiin stærke Røst,
der klang til Hjertets Vraa.
Gud ham havde for Nordens Folk
til Ledestjerne sat,
nu var Stjernen slukket
en dunkel Vinternat.
Sorgen lød over Engen,
og Fjeldet sukked Svar;
aldrig var født en Mand i Nord,
som meer for Norden var.
Aldrig Sangen i Bøgens Læ
vil gaae til Folkets Bryst,
Klang den jo vil bære
af Mesterskjaldens Røst.
2.
Sorgen, i Vinterens Hjerte baaren,
mildt med Vinteren døer,
over den sorte Grav har Vaaren
bredt sit blommede Slør,
op fra de dunkle Cypressers Ly
stiger Lærken med Jubel i Sky.
Elskede Sanger! med trøstet Hu
mindes vi nu hvad for os smerted,
og vi tolke med Fryd i Hjertet,
hvad du var og er os endnu.
Her, hvor din sidste Sang du os gav,
tæt ved din Vugge, nær din Grav,
her, hvor frisk fra dit vaarlige Hjem
Mindets Duft os imøde vifter,
træder vor Tak og Beundring frem
i et Kvad om din Manddoms Bedrifter.
3.
Da gjennem Dampen
Skjærtorsdagskampen
med Vælde klang,
og Malmet dundred
det nye Aarhundred
en Morgensang,
da lød fra Vraget
et mægtigt Knald,
da vakte Braget
den store Skjald.
Han Nornen kjendte,
i Barm ham brændte
en Flamme stærk,
og Øjet smiilte,
og Foden iilte
til Kæmpeværk;
Med Guddomsvælde
han Vej sig brød
igjennem Fjelde
til Suttungs Mjød.
Da foer han vide
i Nørrelide,
i Øst og Syd,
og Norden studsed,
og Saga blussed
af Moderfryd.
I Finnens Hytte,
paa Libanon,
han gjorde Bytte
for Nordens Aand.
De Somre ginge,
ej Tiden tvinge
ham kan i Knæ;
sig Vintren nærmed,
end Løvet skjærmed
det stærke Træ;
og Frugter fandtes
i Overflod,
og Saften blandtes
med Folkets Blod.
Ja Kæmpekraften
i Nordens Aften
paany fik Røst,
og Danmarks Løve
stod kjækt sin Prøve
paa Jyllands Kyst.
Da saae den Høje
sin Udsæd groe,
da Skjaldens Øje
sig lukked fro.
4.
Fredriksberg, vær uden Frygt,
naar den barske Vinter kommer!
Skjalden har dig kjærligt smykt
med uvisnelige Blommer.
Knejs, o Slot, med blanke Tinder!
Høje Stammer, groer i Sky!
Fædrelandets bedste Minder
gjemmes jo i eders Ly.
Du som gaaer bag Havens Træer,
husk, en Helligdom er Stedet!
Skjaldens Aand end dvæler der,
hvor han levet har og kvædet.
Lyt til Trillerne, som stige
fra det lysegrønne Blad!
det er Gjenlyd af det rige
Barnehjertes friske Kvad.
Yngling, i hvis varme Bryst
højt de stærke Toner klinge,
der fornemmer du med Lyst
som en Susen af hans Vinge;
og i Glands af Mindets Stjerner
gaaer du mangen Aften seen
did, hvor Landsbykirken værner
over Skjaldens Mindesteen.
5.
Ja vi, o Fader, hvem Næring du gav
med Blod af din egen Aare,
vi ofre paa din hellige Grav
Beundringens hedeste Taare.
Den Skat, du den Unge gav i Arv,
skal han i sit Hjerte pleje,
og den skal give ham Mod og Marv
til Vandring paa dine Veje,
til Daad, som kan lyse fra Strand til Strand
og hædre dig og dit Fædreland.