Jens Christian Hostrup (1818–92)

Man priser bestandig det norske Fjeld,

og det er vel værdt at ære;

men Steen er Steen alligevel,

hvor stor den end mon være.

Ret gjerne jeg stiger med lystigt Mod

til Fjeldets øverste Tinde,

men heller jeg dvæler dog ved dets Fod,

thi der er den norske Kvinde.

Og det er min Tro, at alt hvad Smukt

et Lands Natur har igjemme,

det bærer i Folkets Hjerte Frugt,

det klinger i Folkets Stemme.

I kraftige Træk, men spredt og vildt,

hos Mændene man det finder,

men samlet i Krands, harmonisk og mildt,

hos Landets ypperste Kvinder.

Og derfor skjøndt kjær er mig Granens Duft

og Skyggen af Birkens Kroner,

skjøndt gjerne jeg indsuger Fjeldtoppens Luft

og lytter til Fossens Toner,

saa vil jeg dog heller paa Eventyr gaae,

hvor alt er samlet at finde,

og granske det Norge i det Smaa,

som boer i den norske Kvinde.

Livstræt og modig herop jeg treen

at kvæges i Norges Sommer;

jeg Lægedom søgte hos Fjeldets Steen,

og fandt den hos Dalens Blommer.

Og Glæden, jeg nød paa denne Plet,

det Hjem, De her lod mig finde,

har gjort mig det kjært, har gjort mig det let

at prise den norske Kvinde.