Hvor blev du af min Lærkelil?
før steg du saa glad over Vangen,
nu sidder i Krogen du mørk og stil
og narrer os andre for Sangen.
Før kvidrede du i Luftens Blaa
omkaps med Sisgen og Irisk,
nu sidder Du i den skumle Vraa
og pipper ret saa satirisk.
Lad Uglen klynke bag sorten Muur;
men du maa dog aldrig glemme,
hvortil du fik din Lærkenatur
og Trillerne i din Stemme.
Kom lad os prøve, hvis det kan gaae,
at vække den livsglade Jublen,
de lette Toner, som gik istaa
for al den tungsindige Grublen!
Jeg veed, min Lærke, at nu vi boe
ej længer i Paradiishaven,
den fagre Tid, vi priste saa fro,
den helder nu stærkt mod Graven.
Ja Solens Ild — med Gru jeg det saae —
blev slukt i Taagerne klamme,
og alle de Blomsterøjne smaa
de lukked sig med det samme.
Og Fredens Aander fra Skoven fløj,
det knager og bruser derinde,
og Løvet er blevet til Legetøj
for alle de kaade Vinde.
Den Stamme som hæved sig rank og glat,
den ligger nu fældet i Lunde,
nu groer den giftige Paddehat
i Kæmpens gabende Vunde.
Og alle de Smaa, han tog i Favn
og skjænkede Ly og Leje,
de flagre nu med Suk og med Savn
omkring paa de vilde Veje.
Ja dybt man føler, at det er sandt,
hvad Stormen os højt fortæller:
„Det Herlige segned, det Skjønne svandt,
„nu er der kun mig, der gjælder.”
Men derfor skjønner man just paa Sang,
der mildner og forsoner,
og derfor føler man dobbelt Trang
til friske, vaarlige Toner.
Saa kom, min Lærke! vær kjæk og glad!
forlad det snævre Kammer,
og stig med et listigt Foraarskvad
højt over de nøgne Stammer!
Ja kom, lad os trodse den sorte Nat
og alle dens Trusler tomme,
og prise den Vaar, som har os forladt,
og hilse den, som skal komme!