Før smiled vor Sommer saa venlig og varm,
og Engene brammed med Blomster ved Barm,
og Solen den faldt saa net gjennem Lunden.
Da tumled man lystigt i Skov og i Krat,
man jubled ved Dag og man sværmed ved Nat,
og Dandsen den gik saa let gjennem Lunden.
Nu opfører Stormen sin vilde Musik,
og taarebedugget er Himmelens Blik,
og Regnen den slaaer saa tæt gjennem Lunden.
Men vi kryber ind i vort Vinterpalads,
vi sidde saa luunt ved det rygende Glas,
lad Blæsten saa gaae sig træt gjennem Lunden!
Her har vi en Sommer saa venlig og varm,
og Sommeren fylder vor Røst og vor Barm;
thi Punschen den gaaer saa let gjennem Munden.