Nu vil jeg synge om Karen,
saadan den Stakkel hed,
og om det skjændige Skarn,
som gjorde hende Fortræd.
Og det var Jens Peter Hansen,
han var hendes elskte Ven,
en Mandag gik de til Dandsen,
om Aftenen hjem igjen.
Og da de til Nytorv mon komme,
foer Synden i hans Krop,
han tog en Kniv af sin Lomme
og — lukkede den op.
See, saadan kan Ondskab os lære
at svigte Dydens Vej!
Hun sagde: O lad mig være!
men dog han svarede: Nej!
Og da han saa havde talet,
saa stødte han sin Kniv
igjennem Kjolen og Sjalet
og ind i hendes Liv.
Men Kjolen var brugt kun en Smule,
og den var saa bruun som Bark,
og Sjalet var et af de gule,
som koster fire Mark.
Der laa hun, som hun ej burde,
død paa en Alfarevej;
men veed du hvorfor han det gjorde,
saa veed du mere end jeg.