Solen brænder, hver en Sky
for dens Straalebud maa flye;
hist ved Bord vil jeg mig sætte
i det tætte
Lindely.
Over Gaarden løber Hans,
griner mildt i Solens Glands, —
„Hejda, Hans, kan du mig skaffe
„en Kop Kaffe,
„og en Krands!”
Malerisk flokke sig under det Grønne
Gaardens Børn i deres skjønne
Slobrok-Elegans.
Hist en filosofisk Klik
lytter tavs med tænksomt Blik;
Fog og Assens der med Iver
Kursus giver
i Logik.
Her en Danton uforsagt
tordner mod Tyranners Magt,
mens med Pathos Fakultetet
paa Tapetet
bliver bragt.
Hør, hvor til Oprør sin Stemme han hæver!
Muren ryster, Jorden bæver
ved hans Tales Magt.
Hvem er det, der iler snar
i den spraglede Talar?
Nu han standser midt i Gaarden,
hvor han faaer en
Passiar.
Livlig snakker han og leer;
her, min Ven, du Manden seer,
hvem som Medlem du beundred
fast af hundred
Komiteer.
Længe han leve og smykke vor Knejpe!
Vi har kun den ene Eibe,
Verden ikke fleer.
Ak, en Glut med Straahat paa
tripper frem af Portens Vraa;
see, hvor gjennem Slørets Gitter
stjaalent titter
Øjets Blaa!
Alt har disse Øjnes Magt
i Forvirring Gaarden bragt,
hver faaer travlt nu med at dække
Plet og Sprække
paa sin Dragt.
Skjønne, hvi flyer du vort eensomme Fængsel,
naar du først urolig Længsel
har i Hjertet vakt?
Bort hun gik, men vær dog fro!
her er smukt i Klostrets Bo;
seer du frem af kolde Stene
Rankens Grene
frodigt groe?
Føbus elsker og vor Stands
varme Blod og aabne Sands;
derfor slynger han om disse
Stammers Isse
Løvets Krands.
Men naar i Vintermulm Solen maa svinde,
straaler fra Trekroners Tinde
Lygtefyrets Glands.
I vor lille Verden kjær
har vi alt hvad vi begjær;
alt hvad i den store gives,
ogsaa trives
lystigt her.
Her er ogsaa Vrøvl og Gjæld,
Slid om Dagen, Sang i Kvæld,
og i Haabet vi tillige
har de rige
Glæders Væld.
Haabet skal leve, og her skal det sankes
i den friske Ungdomstærkes
skjærmende Kastel!