Man boer saa godt i Regensens Gaard,
de tykke Mure om Livet frede;
naar Kulden dræber hvad den formaaer,
vi sidde trygt i den lune Rede.
Og naar med Vaaren vi udad hige,
da bringer Hilsen fra Vaarens Rige
vor grønne Lind.
Vi har en Drot; der — dog blot som Lehn —
Regensens Scepter forsigtig fører;
et Politi paa halvandet Been,
men og med to excellente Ører.
Hvor Punschens Duft sig med Pibedampen
fortrolig blander, der stikker Jamben
sin Næse frem.
Og vi har Kvinder, hvem Dydens Roes
selv meer end Skjønhedens dekorerer;
og vi har Oplysning, som med Oes
os gratis Stuerne parfumerer;
og vi kan spise, hvad selv vi skaffe,
og paa Kredit faae vi lunken Kaffe
og gammelt Brød.
Og Verdens Solstraaler ej os naae;
men bedst i Mørke sig Tanken klarer,
og Musen, skjærmet i denne Vraa,
mod det Profane sig kjækt forsvarer.
Og naar den eensomme Kamp os matter,
vi finde Verden og Glæden atter
i Lindens Ly.
Vi Tak dig bringe, vort gode Hjem!
som i din Favn os saa kjerrlig slutter.
Gaa frisk og kraftigt i Tiden frem,
og skjærm bestandigt om brave Gutter!
Om end vi splittes for alle Vinde,
vi mødes dog i et fælles Minde:
den gamle Gaard.