Til Danmarks Ungdom
Indledningsdigt til Jh. Sandels Fortællinger Krigen 1848—50
Indledningsdigt til Jh. Sandels Fortællinger Krigen 1848—50
Det er dine Fædres Saga,
ej den fjærne taageslørte,
hvorom kun de døde mælde,
og de lærde knap har Viden,
det er den, hvorom du hørte
ogsaa Menigmand fortælle,
fra du selv var ganske liden, —
det er dine Fædres Saga,
som de leved og udførte
for en tredve Somre siden.
Derfor ingen Fjærnheds Blaanen,
hvori sig det grove taber,
ingen Æventyr, som Maanen
med sin Tryllelygte skaber,
ingen Biddersmænd i Plader,
ikkun Folk fra vore Gader,
Folk med samme Syn og Tanker,
samme Lyder, samme Lader,
hvori selv endnu vi vanker;
kun et lille Folkefærd,
jævnt som Grunden, der det bær,
tvunget ind i blodigt Stævne,
uden Lyst og særlig Ævne
til en Leg med Spyd og Spær.
Meget, som du finder her,
maa du godt som Smaatræk nævne
men jeg haaber, du vil spore
gjennem alt det smaa, det jævne,
dog en Luftning af det store.
Agt derpaa, hvis nogensinde
du dit Folk ej ret kan finde,
hvis du, hvor dit Blik mon vandre
ser kun Stænder imod Stænder,
intet Fællesskab, men Hænder,
der til Strid sig ivrig knytte,
Land og By, og Borg og Hytte
uden Øre for hverandre.
Nu, vort Folk er ingen Mythe,
nys det vandred over Sletten,
og dets Spor er ganske friske.
Hør den Aand, som jævner Trætten,
gjennem disse Minder hviske!
Se, hvor let den samled alle,
hvor de strax paa Kaldet mødte,
lod med Glæde Kjævlet falde,
villig gav og modtog Støtte,
sammen stred og sammen blødte!
Se, hvor Kampen blev velsignet,
og hvor de hinanden ligned,
de forneden og foroven,
de fra Heden og fra Stranden,
de fra Bogen og fra Ploven,
da de først forstod hinanden!
Det, der ellers vilde fjærne,
tabte sig i Skyggen ganske,
og nu lyste som en Stjærne,
det, der sammenbandt, det danske.
Ja det danske, det er Knuden;
han, der Fører er for Skuden,
men naar intet op ham skræmmer,
helst sig under Dækket gjemmer,
traadte frem i Stormens Tuden.
Se den Sindighed i Heden,
denne Mildhed midt i Vreden,
denne Ulyst til at bramme,
dette Taalmod svært at knække,
denne Ild, lidt sen at vække,
men som tændt slaar ud i Flamme,
og i Faren selv det kjække
uopslidelige Lune —
overalt det skar sin Rune.
Det du her skal se dig fro paa,
det du kjende skal og tro paa.
Du skal elske, du skal værge det,
for, hvor højt saa Strømmen gaar,
og hvor meget der vil hærge det,
atter gjennem tredve Aar
til din Efterslægt at færge det.