Sne paa Jorden,
Is paa Fjorden,
Solen, næppe for Taager øjnet,
Nat i tre Fjerdedel af Døgnet,
struttende Kviste, skaldede Vange,
Spurvepippen for Lærkesange,
er det ogsaa. hvad vi kar villet?
hvor kan vi elske sligt et Billed?
Nu jeg tænker, vi kjært det faar,
nærmest ved det, vi underforstaar,
Kulden, som ellers let blev trykkende,
kun med de lune Hjem i Ryggene,
Sneen, naar tungt i den vi ælter,
bare fordi vi véd, den smelter,
Marken, fattig paa Sang og Farver,
mest for kvad den i Vaaren arver. —
Ja til Lys i den mørke Tid
ej det forslaar, at Sneen er hvid,
dertil behøves, naar Dagen luder,
vinkende Blus fra Hjemmets Ruder,
og naar Frost over Muld sig sænker,
frydelig Sang om bristende Lænker,
Dom over Fjenden, hvor han sig lejrer,
Bud om Vaaren, der kommer og sejrer.
Ja det er det, der Mulmet letter,
hvorom over de døde Sletter
netop i Aarets Midnatstime
alle Juleklokkerne kime.