Ved Bryllup og Sølvbryllup
Som: O, det var et Liv
Som: O, det var et Liv
Ingen Sang jeg har,
Himlen var for klar,
altfor liflig brændte Hagens Straale,
for mit Øre klang
Nattergalens Sang,
og med den tør jeg mig ikke maale.
— En tre fire Vers De dog maa taale.
For min Tanke staar
Sejling Præstegaard,
lav og mørk og skjæv og mæt af Dage
Sognepræsten, som
nys til Stedet kom,
ej dets Hygge vilde rigtig smage,
skjønt det dog for ham var uden Mage
Hist i Silkeborg
slukked han sin Sorg,
daarlig nok den sluktes der for Resten;
i vor unge Bo
gjæsted han os to,
og saa kribled det ham under Vesten,
— til en Morgenstund han sadled Hesten.
Hvor hans Fart gik hen,
hvad han vandt paa den,
men der vandtes mer,
end af den man ser,
mer end vi os tænkte nogensinde,
— vandtes ogsaa Brylluppet herinde.
Sæt, at Møller ej
gi’r sig da paa Vej,
tænk, om han af Frygt sig lader hilde,
og ej Rejsen sker —
sig, hvad saa? jeg be’r —
mine Tanker blive næsten vilde.
— Knap vi saa var komne her til Gilde.
Møllers gamle Graa
vel i Glans maa staa,
vi som Skjæbnens Ganger her den skue,
ved den ene Fart
hented aabenbart
Lyset den til tvende Præsters Stue,
til to mageløse hver en Frue.
Jutta, stærk og kjæk,
blæste Taagen væk,
lyste op i Lyngen hist den mørke;
Gudrun, ung og glad
i den store Stad
nu vil Blomster mellem Brosten dyrke.
— Deri bar de Kvinder deres Styrke.
Ja, om saadan to
sang jeg altid fro,
men i Dag gaar jeg itu som Sanger.
Hvor var det, vi slap?
Nu jeg tænker knap,
De af denne Tønde mer forlanger.
— Skaal for ham, som red paa Lykkens Ganger!