Julebudet til dem, der bygge
her i Mørket og Dødens Skygge,
det er det Lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende Mulm paa Flugt,
aabner Udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem Grave.
Julebudet i Vinterens Vaande,
det er Gud Faders varme Aande,
Menneskefaldet til Frelse vendt,
enneskets Adel paa ny erkjendt,
Hjærtets Ret til at kæmpe og vinde
evig slaaet fast trods hver en Fjende.
Julebud under Storm og Torden
mælder og giver Fred paa Jorden,
Fred til at stride vor Strid med Mod,
Fred til at vente paa Enden god,
højt under Medbør og dybt i Sorgen,
Fred for baade igaar og imorgen.
Julebudet til dem, der græde,
det er Vældet til evig Glæde.
Glæd dig da kun, du Menneskesjæl,
stinger end Ormen endnu din Hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit Hoved og tak for Livet!