Jens Christian Hostrup (1818–92)

I Paradis vaagned Adam op

og saa’ med forundret Blik

paa Blomsten i Eng, paa Cederens Top,

paa Bølgen, som kom og gik.

„Nej se! nej se!“ han jubled og lo

ad Fugl paa Kvist, ad Hest og ad Ko,

        han saa’ sig mæt

        og blev nok træt,

for atter han la’ sig til Ro.

Var Søvnen end dyb, dens tætte Slør

fra Øjnene veg i Hast,

og ej de da løb omkring som før.

men hang ved to andre fast.

Han stirred, — spurgte, og han fik Svar,

i hende først sig selv han blev klar,

        og i sit Bryst

        med sælsom Lyst

fornam han, et Hjærte han bar.

Da gløded først Edens Rosenflor,

og om det end siden svandt,

den Stund skal dog aldrig glemmes paa Jord,

da Manden sin Eva fandt.

Den Stund, den Stund kom altid igjen

med Fryd, med Trøst for Mø og for Svend,

        den kom og her

        i Straaleskjær,

og Livet sig aabner i den.

Ja Livet, det rige, Gud os gav,

saa rigt under al sin Brøst,

saa rigt i sit Suk og Evighedskrav,

men rigest ved Naadens Trøst,

det aabnes nu — de dele det fro!

for dem som Bæk i Eng det sig sno

        med Rislevand,

        med Blomst paa Rand!

Vorherre, han lade det gro!

Som Paradis svandt dets Roser med,

og Mindet kun blev igjen,

dog findes for vist paa Jorden et Sted,

hvor end deres Duft naâr hen.

Til det ej gaaes med stormende Skridt,

og én til Gangen — det er for lidt,

        det naaes saa smaat

        og findes blot

af tvende, som bliver til ét.

Det Sted har man prist saa højt i Nord,

som skjærmet for Storm og Slud,

det Sted er et Hjem, hvor Kjærlighed bór

og hvorfra den strømmer ud.

Det Sted med Duft fra Menneskets Vaar,

med Haab, som gror, og Sorg, som forgaar,

        det favne tro

        de unge to

i mange velsignede Aar!