I Landsbyen drog Natten ind,
kun ét Sted end med rødligt Skin
sex Ruder melder om en Aand,
som Søvnen ej bar lagt i Baand.
Der sidder i den lave Stue
den unge Præst ved Lampens Lue.
Hvad kalder barn saa sent i Kvæld?
mon Grublen over Folkevel?
mon Videnskabens strænge Røst?
mon Kjærlighedens Drømmelyst?
Ak nej, det er en mindre Sag,
hans Tale til den næste Dag.
End er hans Kjole splinterny;
tre Uger før den lille By
fornummet har for første Gang,
at i hans Stemme der er Klang;
i Morgen skal den nok saa nær
dem træde ved en Jordefærd.
Det er just ingen af de smaa,
hvis Aandedræt er gaaet istaa,
en Mand, som i den hele Egn
gjaldt mer end baade Præst og Degn
en Bonde, rig og selvbevidst
og dertil god, som Folk er flest,
en Kristen af den store Flok,
som, da ham denne Jord var nok,
paa Undere kun troede lidt,
men paa sig selv som Nummer ét;
han skal nu hædres sidste Gang
med Klokkelyd og Psalmesang,
med Øl og Mad, med Lys og Flor,
med Verdens Larm og Kirkens Ord.
„Og det man venter prist og nævnet
„som velført Liv, som Kristenlevned!
„Nej, her skal vidnes uden Skrømt,
„at hver, som ikke tror, er dømt,
„og skurrer det i mangt et Øre,
„de netop derfor maa det høre,
„at dem, hvis Paradis er her,
„fra Paradiset Døden bær.“
Og Præsten, af sin Tanke varm,
nu støttet imod Stolens Arm,
med Øjet lukt for Lampens Skin
arbejder sig i Talen ind,
en Tale, som bar Næb og Klø’r,
om Dommen bagved Gravens Slør,
om Kvalens Orm, som aldrig dør.
Han staar ved Kisten. Bondens Slægt
Storstuens Vægge helt har dækt,
i floromvundne Stager skinner
de blege Lys paa Ligets Kinder,
og Ordet lyder: „Ve den Mand,
„der daarlig bygger Hus paa Sand!
„Om Dagen hengled nok saa mildt,
„hans Nat er sort, hans Liv er spildt!
„Og mens med Ild i Sorgens Hjem
han maner Dommens Rædsel frem,
han flygtig hen til Liget ser —
Hvordan? det er ej Bonden mer!
ej denne Næse, før saa kjæk,
ej disse brede, slappe Træk —
et Haar, der blev med Ære hvidt,
et furet Ansigt, mildt og blidt,
ham kjendt og kjært i mange Aar,
hans egen Faders for ham staar.
Hans Fader, som er død ifjor,
men ej i Tro paa Herrens Ord,
som fødtes i en vantro Tid
og tidt med Sønnen kom i Strid
om Frelsen, han ej kunde tro,
om Underne, hvoraf han lo,
men elsked ham trofast og ømt,
ham har nu Sønnen selv fordømt.
Forfærdet Øjet op han slaar,
en døsig Lampe for ham staar,
han sidder ene, det er Nat,
sin Stol han ikke har forladt.
O Gud ske Lov! han drømte kun,
han var blot falden i et Blund,
endnu kan alting gjøres om,
og nu han ej vil holde Dom.
Nu husker han det ganske nøje,
han Taarer saa’ i Sønnens Øje,
den Gang han bragte’ham det Bud
at Faderen var kaldt af Gud.
Den Mand var sikkert ej saa slem,
han bli’r dog savnet i sit Hjem.
En Spotter var han, har man sagt,
men hvem har til at dømme Magt?
Vel frelses ikkun den, som tror,
men véd vi vel, om intet bor
i Manden bedre end hans Ord?
Han staar ved Kisten. Denne Gang
han drømmer ej. Der høres Sang,
nu slutter Degnen sidste Vers
af Psalm en: otte og halvfjerds,
og Præsten taler blidt og rørt,
mens intet Øje bliver tørt:
„En virksom Mand, hvor har han gavnet;
„et kjærligt Liv, hvor bli’r det savnet!
„Vi nægter ej, den Sag er klar,
„han ej sin Tro til Skue bar,
„men Dygtigheden i hans Liv,
„hans Kjærlighed til Børn og Viv
„beviser, at i Løn forvist
„han troede paa den Herre Krist.“
Da hen hans Blik til Liget gaar
ja, det er det — men aabne staar
dets sjunkne Øjne — se, med Gru
paa ham sit Blik det fæster nu!
Det er ham fast, som Kval og Skræk
arbejder i de stive Træk,
som om det vilde raabe: „Nej,
du lyver!“ men formaar det ej.
O se, paa Panden perler Sved,
nu triller den ad Kinden ned,
som om det vil med stive Blikke
ham bede: „Lad i Fred mig ligge!“
vil ha’ det frem, men kan det ikke.
O Skræk, som gaar til Marv og Ben!
men Præsten vaagner kold som Sten
i Lænestol ved Lampens Skin
og grunder lidt med Haand mod Kind
Saa puster rask kan Lampen ud
og gaar til Køjs med Tak til Gud,
og gjemmer saa den hele Sag
i Tro paa ham til næste Dag.
Hvad talte han da om ved Baaren?
Jeg véd, han krænked ikke Taaren,
han hverken greb til Dommens Ris,
ej heller løj den dødes Pris.
Hans Tale handled kun, jeg tror,
om Syndens Sold og Livets Ord,
om ham, som elsked Støvets Slægt
og bar for os al Brødens Vægt,
og som, naar tidlig eller silde
vi lytte til hans Røst, den milde,
flux bringer Naade, Fred og Sejr
selv ind i Dødens faste Lejr.
Og om ej mange just blev rørt,
om flere, hvad de helst gad hørt,
ej denne Gang i Talen fandt,
alt hvad han sagde, var dog sandt.