Det laa der endnu som i tusend Aar,
i sine egne Tanker,
det skjønne Land, hvor Aaen gaar
imellem Skov og Banker.
Fra Morgen til Kvæld ved Søens Bred
kun Hjorten plejed at vandre,
og Birken sig hælded fra Skrænten ned,
selv nød den i Spejlet sin Dejlighed,
der sjælden saaes af andre.
Da kom der paa én Gang et Rædselsbud
til alle Stedets Vætter,
som rev af den lange Drøm dem ud
og gav dem vaagne Nætter:
„Der stævner hertil en mægtig Trold,
„og Damp hans Navn mon være,
„en Verdenshersker i denne Old,
„som hader det skjønne og øver Vold
„og her vil Spiret bære.
„Og Kæmpekraft har den lede Dværg,
„vor Tid for vist er omme.“
Men Dronningen smilte paa Himmelbjærg
og sagde: „Lad ham komme!“
Hun saa’ som Vold for det blinkende Vand
de brune Aaser ligge;
de Skanser kunde jo nok gaa an:
„Han komme som Gjæst kun, naar han kan,
„mit Rige faar han ikke.“
Og saa kom Trolden, en brystsyg en,
der efter Vejret snapped,
men stærk som en Jætte i Arm og Ben
han knuste, hvor han klapped.
Og saa fór han frem gjennem Søens Glar,
det blev til Støv for hans Næve,
men Spejlet sig glatted, hvor dybt han skar,
og Bjærget ham paa hans Skrig gav Svar
og vilde ikke bæve.
Saa sprang han i Land og brød sig en Sti
igjennem Lyngens Klæde
og stamped og lrvined af Raseri,
fordi den ej lod sig æde,
og vælted sin Røg mod hvert et Blad
og stønnede dybt i Vreden;
men Skoven tog sig i Duggen et Bad,
og Lyngen aabned sin Krone glad
og rosenfarvede Heden.
Og Dampen bragte flux en Sværm
af Mænd og Kvinder i Skare,
men Dronningen smilte bag Bøgeskjærm:
„Lad komme kun — og fare!
„Ja naar du af Stadens Larm er kjed,
„flyv hid, du Menneskemyller!
„Min Bakke tramper du ikke ned,
„min Hede røver du ej dens Fred,
„min Skov du aldrig fylder.“
Det ligger der end, som i tusend Aar,
i sine egne Tanker,
det skjønne Land, hvor Aaen gaar
imellem Skov og|Banker.
Og Dampen hvæser ad ål den Jord,
som er til liden Nytte,
men Aakanden svømmer, og Lyngen gror,
og Højen knejser stolt og stor
og lader sig slet ikke flytte.
Endnu er der oppe det vide Syn
mod Skove, som fjærnt sig højne,
endnu ligge Søer bag mørke Bryn
som taarefulde Øjne,
endnu er der ensomt, frisk og vildt,
hvor Vandringsmanden træder,
og intet er tamt, om det er mildt,
kun er den Skjønhed ej længer spildt,
som Menneskehjærter glæder.