Jeg tænkte paa de Fugle smaa,
der bo i grønne Lund
og kvidre til den mørke Nat
fra aarle Morgenstund.
Jeg syntes selv, jeg blev saa let,
som om jeg Vinger fik,
men det var ogsaa en sælsom Magt,
der laa i Ellens Blik.
Og der var lagt en sælsom Magt
i hvert af hendes Ord,
det var, som vakte de i min Sjæl
et kvidrende Sangerkor.
Vi dansede den hele Nat,
kun Ellen jeg hørte og saa’,
før vi vidste det, var det Dag,
saa maatte jeg fra hende gaa.
Fregatten vented, jeg maatte afsted,
men dengang en Ed jeg svor,
at Ellen og jeg skulde mødes igjen,
og saa gik jeg ombord.
Og der gik Dage, og der gik Aar,
jeg fór paa den vaade Vej,
mange dejlige Piger jeg saa’,
men Ellen glemte jeg ej.
Da saa jeg atter satte Fod
herhjemme paa Danmarks Grund,
da gjætter I vel, hvor jeg fløj hen
i den selvsamme Stund.
Hun blev glad og hun blev rød,
saa saare hun mig saa’,
der stod meget at læse
i Ellens Øjne blaa.
Jeg læste det og spurgte saa,
om jeg det ret forstod,
hun svarte ja, og Haanden, som
jeg bød, tog hun imod.
Nu har vi fulgtes ad en Stund,
og Vejen gaar saa let,
jeg tror, om den blev nok saa lang,
jeg kan ej blive træt.