Winkel Horn, Erhardt Frederik (Friderich), 1845–98, Litteraturhistoriker. F. 19. Juli 1845 i Kbh. (Trin.), d. 18. Nov. 1898 sst., Urne paa Bispebjerg.
Winkel Horn blev Student 1863 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn, var i Studieaarene en flittig Gæst paa Oldnordisk Museum og paavirkedes stærkt af J. J. A. Worsaae og Svend Grundtvig; 1868 tog han Magisterkonferens i nordisk Oldtidsvidenskab. 1867–83 var han Assistent ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme, fra 1883 til sin Død Sekretær i Komiteen til Understøttelse af Sognebogsamlinger, desuden underviste han ved Skoler og Kursus og udfoldede ved Siden af en omfattende litterær Virksomhed, mest som Populærskribent og Oversætter. Allerede inden sin Konferens skrev han i »Illustreret Tidende« om arkæologiske Spørgsmaal og udgav 1874 »Mennesket i den forhistoriske Tid«, populære Skildringer af Oldtiden, væsentligst efter John Lubbock, dog med de nordiske Partier udførligere behandlede; der gives her et meget godt Resume af Kontroverserne mellem Worsaae og Japetus Steenstrup angaaende Stenalderens Tvedeling. Imidlertid var det nok saa meget Litteraturmindesmærkerne, som tiltalte ham, og herom vidner en Række Oversættelser fra Oldislandsk: 1869 »Den ældre Edda«, 1871–76 i tre Bd. »Billeder af Livet paa Island« og 1876 »Nordiske Heltesagaer«, hvorved han fortsatte og udfyldte N. M. Petersens Sagaoversættelser. 1878 blev han Dr. phil. paa en litteraturhistorisk Studie over Peder Syv, hvis Forfatterskab, ogsaa det utrykte, omsigtsfuldt gennemgaas, medens dets europæiske Baggrund lades saa godt som ude af Betragtning; 1881 udkom i to Bd. »Den danske Literaturs Historie«, der støtter sig til N. M. Petersen, saa langt denne gaar, for det 19. Aarhundredes Vedkommende derimod et af de første Forsøg paa udførligere at skildre dets Litteraturhistorie, og 1883 »N. F. S. Grundtvigs Liv og Gjerning«, et Arbejde, han selv har kaldt for »sin kæreste Bog«; nogen betydende Plads i Grundtvig-Litteraturen indtager den dog ikke. Sammen med O. Borchsenius udgav han 1886 »Græske Læsestykker i dansk Oversættelse« og 1883 i to Bd. »Hovedværker i den danske Literatur«, Bøger, som paa skønsom Maade løste de Opgaver, der var stillet dem. Af hans talrige Oversættelser fra de moderne Sprog er der Anledning til at fremhæve til den ene Side Oversættelsen af Macaulays Essays, til den anden Oversættelserne af Zacharias Topelius’ og Karl Emil Franzos’ Romaner og Fortællinger. 1892 blev han Redaktør af »Hagerups illustrerede Konversationsleksikon« og 1896 af A. Christiansens Serier, til hvilke han bl. a. 1897 oversatte Holbergs latinske Levnedsbreve. Sin sidste Oversættelse, den vanskeligste af dem alle, Saxo, fuldendte han 1898, kort før sin Død, et i flere Henseender respektabelt Arbejde, som har faaet en ikke ringe Udbredelse.
Carl S. Petersen in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XXVI, pp. 94–96.