Hun var saa ung og nydelig,
saa frisk og saa kjøn,
og jeg mærkede saa tydelig,
hun elsked mig iløn;
jeg læste det i Øjet,
paa den rødmende Kind,
at til mig hun havde bøjet
sit livsglade Sind.
Dog turde jeg ej vove mig
ret ti] at spørge ad,
jeg vilde nok forlove mig,
men var ej rigtig glad;
thi det kunde jo dog være,
at det mig ilde gik,
og kunde jeg det bære,
om jeg en Kurv mig fik.
Saa tidt mig selv jeg lovede,
»nu vil jeg ha’e min Dom«,
men aldrig jeg det vovede,
naar det til Stykket kom;
jeg var en ganske Anden,
naar vi alene blev,
det var som om Fanden
sit Spil ret med mig drev.
Men en Aften, Solen dalede
bag Skyernes Rand,
og sine Luer svalede
i Havets kolde Vand,
da gik vi med hverandre
i den dæmrende Lund,
og Tankerne kan vandre
saa vidt i slig en Stund.
Som sammen der vi vandrede,
da brast det tunge Baand,
vi blev som helt forandrede,
frit tumled sig vor Aand.
Det store Skridt jeg vovede,
jeg talte Ordet frem,
og vi var forlovede,
dengang vi vandred hjem.
Og Stjernerne de blinkede
saa venlig til os ned,
det var, som om de vinkede
os op til Himlens Fred;
men vi ænsede dem ikke,
de var for os kun Tant,
vi i hinandens Blikke
vort Himmerige fandt.