Stakkels, stakkels Inger, hun var engang saa fro,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
fra det lysned til det mørkned, hun jubled og lo
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.
nu stirrer hun fra Gry til Kvæld ned i de Bølger blaa,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
det er, som tavs hun spørger dem, men kan ej Svaret faa
— skjønt tungsindig det hvisker fra Voven.
De siger, han er druknet, hun har hørt det mangen Gang,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
der er Ingen, som tvivler, men hun sidder Dagen lang
— og hører det hviske fra Voven.
Han vandt saa tidt jo Sejr over Stormens Raseri,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
nu kan hun ikke fatte, at Striden er forbi
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.
Hun saa’ ham gaa i Baaden som til en lystig Leg,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
nu kan hun ikke fatte, at han blev kold og bleg
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.
Saa sidder hun ved Stranden og venter Dag for Dag,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
hun venter i Havblik og i Stormenes Brag
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.
Af nogle faar hun Medynk, af nogle faar hun Spot,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven —
hun har jo ogsaa ventet, til Haaret blev graat
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.
De fleste bede bare til Gud om dagligt Brød,
— Droslen slaar tungsindig i Skoven, —
men nogle bede ogsaa om stakkels Ingers Død
— det hvisker saa tungsindig fra Voven.