Jeg vandred en Sommeraften
nede ved Havets Bred,
der var saa ensomt og stille,
alt aanded den dybeste Fred.
Hviskende legede Vinden
med Blomster og med Trær,
sagtelig Bølgerne sitred
i Maanens Sølverskjær.
De brød sig saa stille mod Stranden,
men med saa sælsom en Klang,
det var, som om de bragte
mig Bud i dæmpet Sang;
det var, som vilde de drage
mig ud paa det dybe Blaa,
ud i Maaneglansen,
der drømmende over det laa.
Jeg løste en Baad ved Bredden
og fulgte deres Bud,
bestandig stærkere lokked de,
jo længre jeg naaede ud.
Tilsidst, langt ude paa Dybet,
blev der tyst en liden Stund,
da saa’ jeg en Havfru hæve
sig op fra Havets Bund.
Med døde vandblaa Øjne
hun stirred i mine ind,
lange søgrønne Lokker
hang om den blege Kind.
Forfærdet jeg greb mine Aarer,
at flygte var min Agt,
men med et sad jeg som lammet
af en ubetvingelig Magt.
Hun begyndte at synge,
og som Runer faldt hendes Kvad.
jeg saa’ ej Rædselssynet,
blot lyttende jeg sad.
Snart minded den Sang om Bækkens,
der risler saa fredsælt og mildt,
snart mindede den om Havets,
naar Stormen pisker det vildt,
snart mindede den om Sværd gny,
om vrede Mænds vilde Dyst,
snart var det, som hørte jeg græde
en Søn ved sin Moders Bryst.
Men gjennem det alt gik en Længsel,
jeg véd ikke efter hvad,
en Attraa, der trodsig kræved,
en Længsel, der bønlig bad.
Længe sad jeg og lytted,
delt mellem Lyst og Gru,
da Solen steg i Øster,
sad jeg der endnu.
Da dukkede hun under,
jeg styred atter til Land;
men siden den Tid færdes
jeg tidt paa det dybe Vand.
Og hører tidt hende synge
den samme sælsomme Sang,
saa fuld af bedende Længsel
og af utæmmelig Trang.
Jeg higer efter de Toner,
skjønt jeg dem ikke forstaar,
og hver Gang jeg dem hører,
den samme Trolddom mig slaar.