Den unge Kvinde elsker Maaneskin.
Hun vandrer ud — mens Menneskene sove —
i Maaneskinnets store hvide Skove,
hvor Edderkopper flette Sølverspind.
Den unge Kvinde elsker Maaneskin.
Men stundom skælver hun for Nattens Straaler.
Skønhedens Trolddom, som hun ikke taaler,
har gennemisnet hendes Barnesind.
Verden er død — hun ser kun Drømmen skinne!
— Da flygter hun fra Skoven af Krystaller;
mens Maaneskinnets Fyrste fjerntfra kalder . . .
Han skrider fredløs gennem hvide Nætter
og søger uden Haab den Jordens Kvinde,
der følger ham til Maanens øde Sletter.