Kai Hoffmann (1874–1949)

Hoffmann, Kai Anton Carl Nyholm, f. 1874, Forfatter. F. 31. Aug. 1874 i Kbh. (Holmens). Forældre: Premierløjtnant, senere Kaptajn i Flaaden Villiam Richard Leopold H. (1848-g98) og Armgard Nyholm (1846–1923). Gift 24. April 1903 i Kbh. (Matth.) med Forfatterinden og Malerinden Eline Fischer, f. 20. Okt. 1876 i Ringsted, D. af Overretssagfører i Ringsted, senere Birkedommer paa Læsø Adam Ludvig Emil F. (1842–1907) og Jochumine Amalie Holst (1844–99).

H. blev Student 1892 fra Østerbros Latin- og Realskole, cand. jur. 1899, var 1899–1902 Sagførerfuldmægtig i Kbh., 1903–20 Assistent i Kriminalretten og 1903–18 Assistent i Finansministeriet, 1920–25 Fuldmægtig sst. Han var 1911–17 Konsulent hos Gyldendal og indtager fra 1918 samme Stilling ved Pios (nu Povl Branners) Forlag. H. debuterede som Forfatter med Digtsamlingen »Liljer i Mørket« (1899), der efterfulgtes af »Byen og Havet« (1902), »Riget« (1905), »Under Solen« (1907), »Blaa Strande« (1911), »Hav og Rum« (1913), »Hjem og Hjemland« (1915), »Den store Vaar« (1918), »Sværdtid er endt« (1920), »Den vide Verden« (1921), »Nat og Dag« (1923) og »Det grønne Land« (1931). H. har endvidere udgivet to Samlinger Skildringer og Betragtninger i Prosa, »Blaanende Danmark« (1919), og »Solskinskyster« (1926). Der var over H.s Debutsamling »Liljer i Mørket« et Genskin af 90’ernes Poesi, et Skær af Maanelys eller Solnedgang, ogsaa noget af det fortænkte og fordrømte, det mismodige og haabløst higende, som karakteriserede Johs. Jørgensens Ungdomslyrik. Men hans Originalitet var allerede dengang udpræget; han havde af de Franskmænd, han dyrkede: Baudelaire, Verlaine, Mallarmé, lært at vælge og vrage, at skrive paa samme Tid distinkt og præcist og melodiøst suggestivt. Visse af Digtene var Mesterværker af fortættet Stemning, af dyb og sammenfattende Psykologi (»Munken«, »Statuen«, »Eleonora Duse«). Det stejle, haarde, selvovervindende, der allerede i denne Bog var Modvægten mod det forsagte, eftergivende, kom endnu mere frem i den næste Samling »Byen og Havet«, der frem for alt er et Vidnesbyrd om Sindets og Villiens bevidste Hærdning. En Række af disse Digte er Tegninger og Malerier af Kbh., og ingen før H., saa lidt som nogen efter ham, har lagt mere dulgt Forelskelse, mere Fortrolighed og Skønhedsglæde i Billeder af Kbh. Med sin tredie Samling »Riget«, hans Gennembrudsbog, havde H. helt skiftet Fysiognomi. Aarene, der dog var saa faa, havde omskabt ham. Det var en lykkelig, en ligevægtig Mand, som talte i disse Digte, en Mand, der havde fundet sin Glæde ved Hverdagen, en Lykke ved at føle og vide sig i Midten af Alskabningens Hjerte. Paa mærkelig og helt særegen Vis fik han disse Hverdagsemner til at forlænge sig, uddybe sig, antage et stort Perspektiv og efterlade i Læserens Sind en lang Resonans. I en vis Forstand er alle de Bind, han senere har udgivet, kun een eneste stor Bog, over alt møder man den samme Glæde over Virkeligheden, besjælet af en kosmisk Livsfølelse, der er paa samme Tid intens og intim. Men Tonen blev stærkere og dybere fra Bog til Bog, hans Værk voksede, som han selv modnedes i Erfaring og Indsigt. Mangfoldige Gange har han udtrykt sin Fornemmelse af Altings Evighed, og paa et tidligt Tidspunkt har han givet Thøger Larsen Stødet til nogle af den jyske Digters magtfuldeste Inspirationer. Men H. forfaldt ikke til Abstraktioner, hans Poesi er, selv hvor den falder hen i Betragtninger over Menneskelivets almene Kaar, levende, konkret og født af Erfaring. Naturen har været ham en uudtømmelig Kilde til Foryngelse, og denne Kærlighed har forlenet hans Poesi med en Friskhed, som Aarene yderligere har saltet og styrket. — Samlingerne »Hav og Rum«, »Den store Vaar«, »Den vide Verden« og »Det grønne Land« rummer H.s mest fuldendte og stærkeste Digte: »Gud Herren« med dets vældige kosmiske Livsfølelse, »Hun«, et af de mægtigste Kærlighedsdigte i dansk Poesi, Digtet »Boy«, Sangen om Hunden, der har fortættet al Vemod, »Den sorte Pige« og »Min Familie«, der begge har de mest vidtstrakte Perspektiver — Kulminationssteder i hans Poesi, der viser, hvor klassisk hans Kunst er, hvor fuldkomment behersket i Diktionen, selv hvor Følelser anspændes til Bristepunktet.