Kai Hoffmann (1874–1949)

Jeg ser et bleget Aasyns trætte Kummer,

to sorte Øjnes Drag af dybe Drømme —

og Dagens Virvar i min Sjæl forstummer,

mens Stjerner frem paa Aftenhimlen svømme,

og Toner løfter sig — som Sjælemesser,

der vugger mellem skumrende Cypresser.

Det er, som disse Øjne var mig kendte,

som saa jeg dem forlængst, i Livets Morgen,

for første Gang mod mine Øjne vendte. —

Det var vel dengang, da jeg mødte Sorgen .. .

Og disse Øjne kalder — som en Søster

paa Broderen, der bor paa fjerne Kyster.

Hvorfor skal Sjæle drage deres Bane

i Ensomhed, blandt Fremmede og Fjender,

og stirre ud og skimte kun og ane,

at den er nær, i hvem sig selv de finder —

og Søstren aldrig mødes med sin Broder

og Sønnen aldrig sidde hos sin Moder?