Træt og tynget sukker Skoven i de lange, sorte Nætter,
under Mos og Stene slumre Slangerne, der elske Sol —
Mørket, Mørket truer Verden, Mulmets plumpe, blinde Jætter
famle uden Stansen frem mod Livets tomme Herskerstol.
Fjern er Solen, Livets Fyrste — fjernere end nogensinde;
men i disse Nætter, ved jeg, har den endt sin Himmelflugt,
vender glødende tilbage for at mødes med sin Fjende,
for at frelse Muldens Spirer, alt, der gror og bærer Frugt.
Og jeg ved, at Aandeverdnen har sit Lys, der ikke svigter;
Dunkelheden, Jordiskheden, som jeg hader, sejrer ej. —
Alle store, skønne Sjæle — Konge, Præst, Profet og Digter —
skal igen staa op af Graven for at funkle paa vor Vej.
Lad kun Mulmet fylde Luften! Over Nattens Troldeskyer,
ved jeg, tindrer Julehimlens gyldenthvide Stjernefelt.
Disse Stjerner! det er Sjæle, der har lyst i Livets Byer;
hver af dem skal atter fødes som en Frelser og en Helt.
Stolte Jul! din Klokke kimer sejersjublende mod Himlen,
kalder frem til Trods og Andagt hver en ensom Lysets Præst. —
Og mens Hjertet i mig svulmer, ler jeg ud mod Jættevrimlen,
fejrer jeg i Jordens Mørke det guddommeliges Fest!