Tungsindig kom jeg til Stranden,
tungsindig gik jeg derfra.
— Havet har ingen Lægedom,
mit Hjerte kan styrkes af.
Bølgernes Sang ejed ingen
munter og kæk Melodi —
kun min sørgmodige Ungdom
hørte jeg klage deri.
Bølge kom efter Bølge
og bruste og brast og forsvandt —
bestandig den samme Rullen,
bestandig fra samme Kant.
Langt ude saa jeg min Fremtid
følge min Fortids Spor,
langt udefra bares imod mig
de gryende Tiders Kor.
Det var, som om Bølgerne klaged
Der gives ej Trøst eller Raad —
som lød der fra Havets Hjerte
en dyb og ustanselig Graad . . .