Amor Militaris
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 9.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 9.)
Elskeren er Soldat, og Cupido drager i Felten:
Atticus! tro mig, min Ven! Elskeren han er Soldat.
Hvo som er moden til Krig, er ogsaa moden til Elskov;
Fæl er en gammel Soldat, Oldingens Kjærlighed fæl.
Men den Alder, som helst hos Soldaten Feltherren vælger,
Vælger den Skjønne hos ham, hvem hun sin Kjærlighed gav.
Natten vaage de Begge, de Begge maae hvile paa Jorden,
Vogtende Feltherrens Telt, eller den Elskedes Dør.
Langveis tidt Soldaten maa gaae. Men lad Pigen kun reise,
Da vil Elskeren snart følge til fjerneste Sted.
Rask over steileste Bjerg, over voxende Floder, som Høstens
Regn fordobbler, han gaaer, baner sig Vei gjennem Snee.
Glider hans Snekke paa Sø, da klager han ei over Eurus,
Ledende Stjerner han ei søger paa vildsomme Hav.
Hvo, undtagen Soldaten og Elskeren, vover at trodse
Nattens Kuld og dens Snee, blandet med skyllende Regn?
Hiin man sender afsted for at speide den fiendtlige Krigshær:
Denne med speidende Blik følger en fiendtlig Rival.
Hiin beleirer en Fæstning, og Denne sin Grusommes Huusdør,
Og med stormende Haand sprænge de Port eller Dør.
Ofte det Fordeel var at anfalde Fienden isøvne,
Og med Vaaben ihaand slaae den uvæbnede Flok.
Derved var det, han faldt med sin Hær, den thraciske Rhesus,
Og hans Heste sig lod fanges, da Herren var død.
Tidt en Ægtemands Søvn benytter vaagen en Elsker,
Og til Vaaben han først griber, naar Fienden er tryg.
Snildt gjennem Posternes Kreds, gjennem Vogternes Hær sig at snige,
Stedse Soldatens Pligt var og den Elskendes Kunst.
Mars er tvivlsom; ei Venus er vis; tidt Faldne sig reise,
Og den faste Colos synker i Støvet paa Knæ.
Tier, Uvidende, da, som understaae jer at kalde
Kjærlighed Lediggang; nei den er Virken og Liv.
Sidder Achilles ei selv, og begræder sin tabte Briseis?
Troer! Forsømmer jer ei! Knækker Argivernes Magt!
Hector gik fra Andromaches Favn til Vaabnenes Klirren;
Hun paa Hovedet ham satte den vaiende Hjelm.
Atreus’ krigerske Søn, da han saae Prophetinden Cassandras
Vildt henflagrende Haar, stod som forvandlet til Steen.
Ja, selv Mars blev fangen engang i de kunstige Lænker;
Intet i Gudernes Chor mindre var Hemmelighed.
Ogsaa jeg selv var sløv, og som skabt til ledig at drive;
Løibænk, Krands og Pocal havde blødagtig mig gjort.
Men jeg forelskede mig; min Elskede vakte min Dorskhed;
Nu i Cupidos Leir tjener jeg Kjærligheds Sold.
Derfor seer du mig driftig og førende natlige Krige:
Elsk, om ikke du vil vorde blødagtig og lad!