Groas Trylleqvad
(Efter den ældre Edda.)
(Efter den ældre Edda.)
Groa er Navnet paa en afdød Qvinde, som ligger begraven i en Høi. Hendes efterladte, eneste Søn, endnu ung og uerfaren, og for tidlig berøvet den ham veiledende Moder, gaaer om Natten hen til Gravhøien, vækker den Døde, og beder hende om Raad og Beskjermelse for sin forestaaende Vandring gjennem den mørke Fremtid.
Igjennem mørke Dale
En Ungersvend ved Midnat langsomt gaaer,
Imedens Nattens sorte Haner gale,
Og Duggen falder i hans gule Haar.
Den skjulte Sti er funden;
Han standser ved en eensom Høi i Lunden.
Ynglingen.
O Groa! gode Qvinde!
Vaagn op! Din Søn behøver end din Trøst.
Du slumrer dybt, du sover haardt derinde:
O, lad dig vækkes ved en elsket Røst!
Din Søn han staaer derude,
Hvor Elve bruse vildt, hvor Storme tude.
Groa.
Hvad vil min Søn ved Graven?
Hvad vil min Eneste ved Dødens Port,
Bag hvilken jeg nedlagde Vandringsstaven,
Og slumred ind i Natten, kold og sort?
Er du i Nød og Kummer,
Da du mig vækker fra min dybe Slummer?
Ynglingen.
Ak! har du glemt, min Moder,
Du selv mig bød at vandre til din Grav?
Fæl Veien var. Imod de stride Floder
Jeg kæmpet har, og mod et oprørt Hav.
Nu staaer jeg her, og gyser
Paa vildsom Kyst, hvor ingen Stjerne lyser.
Groa.
Den Vei, du har tilbage,
Er mere mørk, end den, du vandred nys.
Fremad i Tiden maa du stedse drage,
I bælmørk Nat, berøvet venligt Lys.
Hvad paa din Vei vil hænde,
Veed ikke jeg; kun Nornerne det kjende.
Ynglingen.
Syng mig da Tryllesange,
Som kunne frelse mig i Farens Tid,
Naar jeg skal vandre paa de dunkle Gange,
Med Mørkets Drager i en evig Strid.
Ung er jeg, end ei prøvet,
Alene, frygtsom, nedslaaet og bedrøvet.
Groa.
Velan! jeg først dig synger
En Sang, som stedse god og gavnlig var.
For Ran den Rinda qvad: Hvis Noget tynger
Din Skulder med en Vægt, som er for svar,
Kast Byrden da tilside,
Mit andet Qvad dig trøste,
Naar eensom du i fremmed Vrimmel gaaer,
Naar ingen Glæde vil dig huldt forlyste,
Naar Ingen kjender, Ingen dig forstaaer.
Da skal dig Urda finde;
Hun trøster dig ved det Forsvundnes Minde.
Nu hør mit tredie Qvæde:
Naar Fossen styrter ned fra høie Fjeld,
Dit Hoveds gule Lok den knap skal væde,
Men synke ned i Afgrunden til Hel.
For dine spæde Fødder
Den Elv skal flye, som oprev Træets Rødder.
Mit fjerde Qvad du høre:
Naar Fiender leire sig om dine Spor,
Skal deres blanke Vaaben ei dig røre,
Skal Spydet synke magtesløst mod Jord.
Selv Bjørnen modløs vorder,
Og fredelig i Hu den lumske Morder.
Min femte Sang er denne:
Ifald man lægger dig i Fængsels Baand,
Da skal jeg dig en kjærlig Flamme sende,
Som flux skal sprænge Jernet om din Haand.
Hvorhen den Gnister stænker,
Der springe Bolt og Jern og Laas og Lænker.
Mit sjette Vers jeg siger:
Hvergang du vugges paa den krumme Stavn,
Skal Storm og Uveir flye fra Ægirs Riger,
Og Medbør bringe dig i sikker Havn.
Naar Skade rædsomst hviner,
Skal Ægir sende frelsende Delphiner.
Mit syvende du mærke:
Naar du paa Fjeldet gaaer, i Frostens Hal,
Hvor Kæmper staae i hvide Pandserjærke,
Med Skjold og Spyd af funklende Krystal,
Da skal en indre Varme
Beskytte dig mod deres kolde Arme.
Mit ottende paakalde
Du tryg, naar Solen, qvalt af Dunster, døer,
Naar over Jorden Nattens Taager falde,
Og christne Trolde skjules i dens Slør.
Besværgelsen, hun sender,
Mit niende, mit sidste:
Naar du med Jetterne Samtale har,
Skal de forgjæves dig med Spørgsmaal friste,
Thi det skal aldrig fattes dig paa Svar;
Men Tanker, Ord og Nemme
Skal vækkes pludselig i Sjælens Gjemme.
Lad Nornen nu dig føre,
Hvorhen hun vil! Dig qvad min døde Mund
En Sang, mens inden evig lukte Døre
Jeg stod her paa Granitens Klippegrund,
Og skued Tidens Strømme
Slaae mod dens Fod, med indbildt Herredømme.
Jeg overskued Livet,
Dets Nød og Farer fra mit sikkre Sted,
Jeg har et mægtigt Trylleqvad dig givet;
Forglem det ei! dig vorder Held og Fred,
Af dig skal Lykken vindes,
O Søn, hvis du din Moders Raad vil mindes!