Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Før Livets Herre havde Livet skabt,

        Da klagede Tilværelsen saa saare,

        Og sukked: Skaber! er jeg da fortabt?

Vel fattede den ei sin egen Taare,

        Men spored dog et Haab at vorde Meer

        End Liget paa Naturens store Baare.

Og Herren sagde: Jeg din Længsel seer;

        Velan da, følg den Magt som dig er givet,

        Vær Meer end Ild og Luft og Vand og Leer.

Og jublende den adlod Skaberblivet,

        Den ordnede sig glad til Sphærers Dands,

        Og formed i Krystallen sig til Livet.

Og Lyset opgik med sin Farveglands,

        Og Planten sig om Livets Kilde dreied,

        Og Dyret Stemme fik og vaagen Sands.

Og hvert et Solgran, som for Vinden sveied,

        Hvert Livs-Atom nu fyldte Luft og Elv

        Med Lovsang til den Livsgnist som det eied.

Kun Mennesket, som sit bevidste Selv

        I Livet fandt, men truet af Naturen,

        Udraabte til hvert Væsen: Frygt og skjælv!

Ak arme Støv! hvi brød du Fængselsmuren?

        Hvorfor ei heller blev du hvad du var,

        Et aldrig opvakt Sædekorn i Furen?

Den Skaber, som dit Livssuk bønhørt har,

        Dig blendede med Haabets falske Gløden,

        Med al den Stræben, i dig selv du bar.

Du skued Livets Sol i Morgenrøden,

        Men glemte Natten over Dagens Pragt;

        Alt Liv er en Forsikkring kun om Døden.

I Fødselen det indgaaer Dødens Pagt;

        Ved hvert et Skridt sin Brudgom det sig nærmer,

        En uerfaren Brud i Foraarsdragt.

Paa Veien det for Evigheden sværmer;

        En Draabe Himlens Dyb afspeile vil,

        Men Himlen ei sit usle Speil beskjermer.

Lad det forgaae! den trænger ei dertil;

        Den bliver hvad den var, om Nattens Vinde

        End knuse tusind Speiles Gjøglespil.

Om føie Tid skal Liv og Lyst forsvinde,

        Som Draaber i det store Verdenshav,

        Hvor ingen Draabe vil sig selv gjenfinde.

Tilværelsen er Livets aabne Grav,

        Den knuger det med kolde Kjæmpearme.

        Lad os da nyde hvad os Livet gav,

Thi snart forsvinde Toner, Lys og Varme.

O tomme Forsæt, taabelige Lyst!

        Kan jeg da nyde det Forgængelige?

        Det Evige kun fylde kan mit Bryst.

Den Blomst, mig skjænket har en yndig Pige,

        Jeg bort vil kaste som unyttig Tant,

        Hvis den er skilt fra Evighedens Rige.

Den visner før iaften, det er sandt;

        Men er den Billed af en evig Tanke,

        Saa faaer jeg den igjen som Elskovs Pant,

Bort med hver Nydelse bag Tidens Skranke!

        Hvad kan jeg nyde vel paa Gravens Bred,

        Hvor Skygger kun af Liv omkring mig vanke?

Og see, den Ven som gik til Dødens Fred,

        Fik neppe Tid ved Livets Lyst at dvæle;

        Han gjorde Planer for en Evighed,

Nu gjemmes han med dem bag fire Fjæle;

        Den Klarhed, som han ærlig stræbte til,

        Formaaede Dødens Nat saa snart at qvæle.

Hvad er da Livet med sit Vexelspil?

        Et Glædens Budskab, svøbt i Sorgens Klæde,

        Som græder, naar det Fryd bebude vil.

Lad os forsage hver en indbildt Glæde!

        Hvad Livets Hensigt er, det seer Enhver:

        Vi fik det til at sørge, til at græde.

Vor Sorg tilhører os, den er os kjær;

        Til den indvie vi de korte Dage!

        O lad os sørge da, mens Tid det er!

Thi snart er det for seent til Graad og Klage.

Det Morgen var, og Solen i sin Pragt

        Stod op, og herlig sidste Gang bestraalte

        Den Døende, som aanded end, men svagt.

„O!“ sagde han, mens Blikket Himlen maalte!

        „I dette Nu jeg seer en salig Løn

        „For al den Tid, hvori jeg led og taalte.

„Snart har jeg endt; hvor er min Død dog skjøn!

        „Min Afskedsstund forgylder Morgenrøden,

        „Og Børn, som Engle, smile til min Bøn.“

Saa talte han, og skued Solens Gløden

        For sidste Gang, og hensov i dens Glands. —

        O hulde Trøst, som favner os i Døden!

Der gives Øieblikke, da vor Sands

        Forklaret gjennemskuer Livets Gaade,

        Og seer og griber Evighedens Krands.

Tidt vorder høie Sjæle denne Naade,

        At see i Dødens hurtige Moment

        Hvad de i Livet ei at see formaaede.

Paa Grændseskjellet staae de der, omtrent

        Som man paa Grændsen mellem tvende Lande

        Kan have Blikket mod dem begge vendt.

Vel stræbe vi, paa Jordelivets Strande,

        I Livet Død, i Døden Liv at see,

        Men tidt forgjæves søge vi det Sande.

O salig Den, som efter Sorg og Vee

        Slaaer Øiet op, der stirred før iblinde,

        Og seer det Hele som en stor Idee!

Da føler han, at Intet kan forsvinde

        Af denne Kreds som indbefatter Alt,

        Og at hans Aand det Hele kan forbinde.

Hvor hvert af vore Hovedhaar er talt,

        Der vil og Tanken vel sin Eenhed tælle,

        Og see sig selv i hver en ny Gestalt;

Da frygter den ei meer Naturens Vælde;

        Naturen er med den i salig Pagt,

        Og truer ikke længer den at fælde.

Og Døden sees ei meer som Tidens Magt,

        Nei, den er Aandens Seier over Tiden,

        Thi svag er Tiden, Kraften underlagt.

Lyksalig Hver som færdig er med Striden!

        Om han i Livet eller Døden vandt,

        Saa vandt han dog, og Forskjellen er liden.

Saadan en Vandrer, naar han Veien fandt,

        Ei spørger ængstelig, hvad Navn den bærer,

        Hvis den kun leder mod den rette Kant.

Mens Alt sin Undergang i Barmen nærer,

        Det Ædleste meest haster mod sin Død;

        Med Olien sig Flammen selv fortærer.

Den Sommerfugl, som knap sin Larve brød,

        Udaander, medens Foraarssolen smiler,

        Sit korte Liv i Kjærlighedens Skjød.

Som Kjærlighed, saa Modet, Glæden iler

        Med Utaalmodighed mod Livets Maal,

        Og tillidsfuldt i Dødens Nat sig hviler.

Alt haster med at tømme Livets Skaal,

        Det Ædle først, det Ringere derefter;

        Lig Phønix, kaster Alt sig selv paa Baal.

I Følelsen af de medfødte Kræfter,

        Optager Alt sit Intet i sin Barm;

        Det veed, dets Intet ved dets Væren hæfter.

Saa holder det sig selv med Tankens Arm,

        Sig dræber selv, og vil sig selv oplive,

        Beseirer Verden og dens Frygt og Harm;

Og tør sig modigt Døden overgive:

        Thi hvad som blev, forgaaer; men samme Lov

        Befaler hvad forgik, igjen at blive.

Forklarte Ven! du blev ei Dødens Rov!

        Din Aand har alt beseiret den herneden,

        Og til en bedre Væren hen Du sov.

Vor Graad for dig er Dug af Evigheden;

        O lad dit Øie speile sig deri,

        Med Tindren, som et Stjernebud fra Freden!

Thi Taaren hellig er, det føle vi;

        Blandt Evighedens Perler vi den gjemme;

        Hvor hvert et Børnenyn er Poesie,

Derhen, o Digter, trænger og Din Stemme!