Kjærlighedserklæring
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 3.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 3.)
Billig og ret er min Bøn: Lad enten min Elskte mig elske,
Eller tillade mig Det, hvorfor min Kjærlighed vil
Evig vare! Dog nei! Hun blot tillade min Elskov!
Hør, Cytherea, hør denne min eneste Bøn!
Modtag i mig den Slave, hos hvem du i Aar og i Dage
Herske skal, og som vil elske dig, tro til sin Død.
Anbefaler min Fødsel mig ei, ei Fædres og Aners
Glimrende Navn, er ei ridderligt Blod i min Æt,
Pløies ikke min Jord af hundrede Plovjern, og skjælder
Gjerrige Formynder mig ei for en Ødeland ud,
Lad dog Phøbus dig røre, de ni Gudinder og Druens
Fader, og Amor, som har mig til din Slave bestemt,
Og min evige Troskab, min aldrig plettede Vandel,
Og min simple Natur og min undseelige Frygt.
Ikke jeg elsker Enhver, og flagrer om tusinde Blomster:
Nei, ved Troskaben selv! varig min Kjærlighed er!
Und mig at leve med dig den Tid, som Parcernes Traade
Skjænke mig vil, og at døe, af din Bedrøvelse fulgt!
Elskede! skjænk mig dig selv som Stof til kommende Sange,
Da man Digte skal see, værdige Musen og dig.
Ïo lever endnu, hun svæver paa Digternes Strenge,
Svanen var Ledas Gemal, derfor besynges hun end.
Aldrig glemmes Europa, da hun over Bølgernes Afgrund
Holdt med bævende Haand fast om den skuffende Tyr.
Ogsaa vi To skal langt i Verden flyve med Sangen,
Og dit elskede Navn evig skal nævnes med mit.