Amor Triumphator
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 2.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 2.)
Hvoraf kommer det, at saa haardt mig synes mit Leie?
At i Sengen fra mig glide Madrasserne ned?
At jeg en søvnløs Nat (hvor lang! hvor kjedsom!) har tilbragt,
Og har vendt mig saa tidt, at jeg af Træthed forgaaer?
Thi jeg følte dog vel, om Elskov lagde mig Snarer?
Sniger den sig maaskee til mig med hemmelig Gift?
Ja, saa var det: I Hjertet jeg har usynlige Pile,
Og min erobrede Barm plager den lille Tyran.
Skal jeg taale det? hvad? eller Flammen forøge ved Modstand?
Taale det! Godvillig slæbt, bliver en Byrde jo let.
Ofte jeg saae, naar en Fakkel man svang, at Ilden da tiltog,
Men naar urørt den stod, døde den bort af sig selv.
Oxen, ifald, uvant med sit Aag, den vægrer sig ved det,
Pidskes; ustraffet den gik, drog den taalmodig sin Plov.
Vælige Heste betvinges ved Hjelp af takkede Bidsler;
Lystre de Tøilerne, da mindre de føle til Tvang.
Amor plager og meer Enhver, som viser ham Modstand,
End den Slagne, der har ydmyg hans Scepter erkjendt.
Nu da, velan! Jeg erklærer mig for din Slave, Cupido!
Knælende rækker jeg op til dine Lænker min Haand.
Her behøves ei Krig, om Fred jeg beder og Naade,
Stor er ei heller den Ros, at den Uvæbnede slaae.
Myrter vind i dit Haar, din Moders Duer du bidsle;
Din Stedfader dig vil give den prægtigste Vogn.
Opreist staae du i Vognen, og Fuglene styre ved Tømmen,
Mens det tilstimlende Folk raaber omkring dig: Triumf!
Fangne Piger og Ynglinge skal da lænkede føres,
Sligt et Triumftog vil blive din prægtigste Fest.
Jeg, din sildigste Slave, skal følge. Det Saar, som jeg nylig
Fik, skal jeg vise, dertil Lænken, hvormed du mig bandt.
Kydskhed og Dyd skal føres, med Hænderne bundne paa Ryggen,
Fangne med Alt hvad som tør stride mod Kjærligheds Magt.
Alt skal skjælve for dig, til dig de Forsamlede strække
Armene, raabende lydt: Hil, Triumferende, dig!
Smiger og Selvbedrag og Lidenskab være dit Følge,
Den sædvanlige Sværm, som du bestandig har med.
Kun med saadanne Tropper betvinger du Himlen og Jorden;
Nøgen stod du, ifald hine berøvedes dig.
Glad fra høien Olymp din Moder seer paa Triumfen,
Strøer i den Seirendes Fjed Roser, og klapper i Haand.
Du, med Demanter i Haar, og Vingerne smykt med Demanter,
Paa guldstraalende Karm kjører du, straalende selv.
Ogsaa da, om jeg kjender dig ret, du neppe vil skaane,
Men i Forbigang selv uddele hyppige Saar.
Ei, om selv du det vil, din Piil kan uskadelig være,
Blot ved sin Nærhed er alt Flammen en frygtelig Gjæst.
Saadan holdt og Bacchus Triumf, da Landet ved Ganges
Var erobret; ham trak Tigrene, Fuglene dig.
Altsaa, seirende Herre! Da jeg i dit stolte Triumftog
Med kan være, saa spild ei dine Kræfter paa mig!
Lær af din Slægtning! betragt vor Cæsars glimrende Vaaben:
Med sin seirende Haand er han Beseiredes Værn.