Amor Usurpator
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 1.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 1.)
Nys jeg stemte min Streng til Vaaben og blodige Krige;
Kun det heroiske Stof passed til Versenes Form,
Thi det første og andet var eens; da smiilte Cupido,
Og fra det underste Vers stjal han behændig en Fod.
Hvo gav dig, uregjerlige Dreng, den Magt over Digte?
Muserne kun, ei dig høre vi Sangere til.
Hvad? om Venus engang tog Vaabnene bort fra Minerva?
Eller Minerva maaskee Faklen, den brændende, svang?
Hvo gad Ceres vel see paa Jagt i Skov og paa Bjergetop,
Og den jagende Mø kjøre den langsomme Plov?
Hvo har vel Lyst til at see den guldguult lokkede Phøbus
Kaste med Spyd, og Mars slaae den aoniske Luth?
Dreng, din Magt er jo stor, du har meer end Nok at beherske!
Siig, Begjærlige, hvi tragter du end efter Meer?
Troer du da, Alt er dit? Er Helicon ogsaa dit Rige?
Nu ei Phøbus engang Lyren besidder i Ro.
Knap sig hæver min Sang ved første heroiske Metrum,
Inden det følgende Vers alt har du svækket min Streng.
Hvad jeg besynger, er ei som Det for en lavere Rhythmus,
Ei en Dreng eller Mø, krandset om flagrende Haar.
Saadan klagede jeg, men Amor løste sit Kogger,
Søgte den Piil, som var til min Fordærvelse skabt,
Satte saa Knæet imod, og mægtigt krummende Buen,
Sagde han: Digter, see her, der har du Stof til din Sang!
Vee mig Arme! Den Dreng har havt ufeilbare Pile;
Hjertet mig brænder, men tomt: Amor regjerer deri.
Lad mig da kun til sex Fod stige, men synke til femte!
Blodige Krige, farvel! Bort, I heroiske Vers!
Slyng om din guldgule Lok en Krands af Kjærligheds Myrte,
Stakkels Muse, som maa halte paa elleve Fod!