Ovids første Elskovselegie(Amor. I. 1.)Nys jeg stemte min Stræng til Vaaben og blodige Krige; Kun det heroiske Stof passed til Versenes Form.Thi det første og andet var eens; da smiilte Cupido, Og fra det underste Vers stial han behændig en Fod.Hvo gav dig, uregierlige Dreng, den Magt over Digte? Muserne kun, ei dig høre vi Sangere til.Hvad? Om Venus engang tog Vaabnene bort fra Minerva? Eller Minerva maaskee Faklen, den brændende, svang?Hvo gad Ceres vel see som Dronning i Skov og paa Biergtop, Og den jagende Mø kiøre den langsomme Plov?Mon vel nogen vil give den guldguult lokkede Phoebus Spydet i Haand, naar Mars slaaer den aoniske Luth?Dreng, din Magt er jo stor, du har meer end nok at beherske! Siig, Begierlige, hvi stræber du end efter Nyt?Troer du da, Alt er dit? Er Helicon ogsaa dit Rige? Nu ei Phoebus engang Lyren kan have i Ro.Knap sig hæver mit Blad ved første heroiske Metrum, Inden det følgende Vers har du alt svækket min Stræng.Hvad jeg besynger, er ei som det for en lavere Rhythmus, Ei en Dreng eller Mø, Krandse og flagrende Haar.Saadan klagede jeg, men Amor løste sit Kogger, Søgte den Piil, som var til min Fordærvelse skabt,Sat’ saa Knæet imod, og mægtig krummende Buen, Sagde han: Digter, see her, der har du Stof til din Sang!Vee mig Arme! Den Dreng har havt ufeilbare Pile. Hiertet mig brænder, men tomt: Amor regierer deri.Lad mig da kun til sex Fod stige, og standse ved femte! Blodige Krige, farvel! Bort I heroiske Vers!Slyng om din guldgule Lok en Krands af Kiærligheds Myrte, Stakkels Muse, som maa halte paa elleve Fod!J. L. Heiberg.