3. Aften
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 4.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 4.)
Vi og din Mand skal idag i samme Selskab forsamles;
Gid det var sidste Gang, Manden sig satte tilbords!
Altsaa skal jeg, som Fremmed og Gjæst, kun skue den Elskte?
Og en Anden der er, ak! som berøre dig tør.
Tæt ved en Andens Barm, skal du ved din Nærhed den varme?
Og han, om han faaer Lyst, slynge sin Arm om din Hals?
Lad det ei undre dig meer, at den deilige Hippodamia
Ægged Centaurer til Kamp, nylig beruste med Viin!
Ei er Skoven mit Hjem, ei en Hest mit Legemes Halvdeel,
Men knap troer jeg, min Haand holder sig fra dig i Ro.
Lær dog nu, hvad at gjøre du har, og ikke betroe du
Eurus min Lærdom, og ei Sydens den lunknede Vind:
Kom, forinden din Mand. Jeg tilstaaer, selv om du kommer,
Troer jeg, Intet kan skee. Ikke desmindre, dog kom!
Naar han har sat sig tilbords, da følg beskeden og ærbar,
Sæt dig hos ham, men rør hemmelig dog ved min Fod.
See paa mig, paa mit Hoveds Nik og min talende Mine,
Læs mine lønlige Tegn, læs og besvar dem igjen.
Ord i mit Blik du skal læse, som, Stemme berøvede, tale,
Ord paa Fingrene, Ord selv i den Viin som er spildt.
Rinder i Tankerne dig hvad tidt vor Elskov tillod os,
Med een Finger berør sagte din rødmende Kind.
Gjør jeg Noget, som ei du kan lide, du støtte dit Hoved
Til dit Haandled, og ned hænge fra Øret din Haand.
Men behager dig hvad jeg gjør og siger, o Elskte,
See paa din Finger, og drei Ringen ustandset omkring.
Hold paa Bordet din Haand, saadan som Bedende pleie,
Naar du medrette din Mand ønsker al mulig Fortræd.
Skjænker han Viin til dig, saa bed ham selv den at drikke,
Du paa Tjeneren kald, og hvad du ønsker forlang.
Giver du Bægret tilbage, da skal jeg hurtig det gribe,
Og paa det Sted, hvor du drak, drikke med kyssende Mund.
Byder han dig maaskee af en Ret, hvorpaa han har smagt først,
Lad det Fad gaae forbi, som af hans Mund er berørt.
Og ham ikke tillad, om din Hals at Armene slynge;
Ei til hans haarde Barm læne du Hovedet op.
Lad ei heller dit blødt modstræbende Bryst af hans Hænder
Trykkes; men fremfor Alt ikke du taale hans Kys.
Viid, at kysser du ham, da blir jeg en aabenbar Elsker,
Raaber: „Kysset er mit!“ slynger min Arm om dit Liv.
Dog, hvad jeg seer, bevogte jeg kan, men hvad Klæderne skjule,
Det vil holde min Frygt vaagen, fordi den er blind.
Sæt ei Knæ mod hans Knæ; om hans Been dit Been du ei slynge;
Ei paa hans haarde Fod sætte du din, som er spæd.
Alt befrygter jeg, ak! thi Alt jeg selv mig har tilladt,
Eget Exempel mig nu piner med straffende Frygt.
Gjør ei Sligt; men paa det jeg ikke skal troe, at du gjør det,
Lad medvidende Slør ikke bedække dit Skjød.
Nød din Mand til at drikke, dog ei med Kys du ham nøde!
Tidt halvtømte Pocal hemmelig skjænke du fuld.
Ligger han først halvdød, bedøvet af Søvnen og Vinen,
Tid og Leilighed da nærmere giver os Raad.
Naar du reiser dig op for at gaae, og naar Alle sig reise,
Pas da vel, at du gaaer midt i den vandrende Flok.
Der du finde mig skal, der skal jeg finde dig, Elskte!
Der, saa tæt som du kan, op du dig trykke til mig!
Vee mig Arme! Mit Raad kun gjælder for flygtige Timer!
Natten kommer, og jeg er fra min Elskede skilt.
Inde dig lukker din Mand. I Taarer qvalt, jeg dig følger,
Ak! saa langt, som jeg kan, lige til Dørene hen.
Nu vist kysser han dig! Snart ei ved Kysse det bliver!
Hvad jeg lønlig har faaet, giver du, tvungen, til ham!
O! men tvungen det giv, og lad ham mærke din Ulyst!
Døe hver smigrende Lyd! Venus tilmaale jer knapt!
Hvis mit Ønske har Kraft, da vorder hans Glæde kun ringe;
Men idetmindste jeg veed, ingen det bliver for dig.
Dog, hvad ogsaa der skeer, hvad Lykke saa Natten ham bringer,
Nægt imorgen bestemt, at han den ringeste nød!