2. Middag
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 5.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 5.)
Luften var brændende hed, og Middagens Time var kommen,
Hen paa Leiet jeg træt slængte min mødige Krop.
Halvt var Vinduet lukt, og halvt var det aabent for Dagen;
Slig en Lysning omtrent giver den løvfulde Skov,
Og Tusmørket i Qveld, naar Phøbus er flygtet fra Himlen,
Eller naar Natten er gaaet, Dagen dog dvæler endnu.
Sligt et dæmrende Lys er skabt for undseelige Piger;
Der den blussende Frygt søger og finder et Skjul.
See, Corinna da kom, i en løs og flagrende Kjole,
Tvedeelt, bølgende Haar faldt om en Liliehals.
Saadan Semiramis selv besteg det natlige Leie,
Saadan Lais, der har elsket mangfoldige Mænd.
Kjolen jeg afrev først, skjøndt ei den skjulte mig Meget;
Dog om Kjolen vi stred, længe paa Kjolen hun holdt.
Og da saadan hun stred, som om hun ønsked at tabe,
Tabte hun, just ei vred over den mistede Seir.
Men da hun stod for mit Blik, de skjulende Klæder berøvet,
Ei en eneste Feil saaes paa den hele Gestalt.
Hvilken Skulder jeg saae! O hvilken Arm jeg berørte!
Brysternes Form var tilpas just for en trykkende Haand.
Midien var næsten som snørt. Derunder den herligste Flade
Strakte sig. Siden, hvor skjøn! Hoften, hvor fyldig og bred!
Hvi det Enkelte nævne? thi skjønt var Alt hvad jeg skued,
Og den Nøgne jeg tog tæt i min brændende Favn.
Resten begriber Enhver. Udmattede hviilte vi Begge.
Gid der ofte mig blev saadan en Middag tildeel!