1. Morgen
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 13.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 13.)
Alt forlader hun nu sin aldrende Ægtemands Leie,
Hun, som paa riimfrosne Vogn kjører den guldgule Dag.
Tøv, Aurora, dog lidt! Gid da til memnoniske Gravfest
Aarlig Fuglene maae samles i blodige Kamp!
O jeg hviler saa blødt, omslyngt af min Elskedes Arme!
Aldrig saa fast som idag klynged hun sig til min Barm!
Nu just Søvnen er sød; derude Luften er fugtig;
Lydt med dirrende Næb synger den vækkede Fugl.
Skynd dig ei saa, for tidlig for Mænd, for tidlig for Qvinder!
Stram med din Purpurhaand Tømmen, beperlet af Dug!
Skipperen skuer ei meer, ved dit Komme, de ledende Stjerner;
Vildsom vanker han om nu paa det bundløse Hav.
Vandreren reise sig maa, skjøndt træt, naar han mærker din Ankomst,
Og Soldaten igjen gribe til Glavind og Skjold.
Du er den Første, der seer den spadebetyngede Landmand,
Den, som Oxnene først kalder til Aaget igjen.
Børnene Søvnen du røver, til Skolen tidlig dem driver,
Hvor den bævende Haand mærkes af straffende Riis.
Skyldneren sender du hen til den lovkyndige Herre,
Og et eneste Ord bringer ham største Fortræd.
Ilde du kommer tilpas for Advocat og for Taler,
Begge maae reise sig op, ile paany til Proces.
Qvinderne kunde dog lidt for Arbeid skaanes, men aarle
Vækkes den flittige Haand, kaldes til Rok og til Teen.
Alting taale jeg kan, men at Qvinderne tidligen opstaae,
Siig, hvo taalte vel det, uden af Qvinder forladt?
O! hvor ønskte jeg tidt, at Natten gjorde dig Modstand,
At ei Stjernernes Hær flygtede bort fra dit Syn!
O! hvor ønskte jeg tidt, at Stormen knak dine Axler,
Og indhyllet i Dunst, snubled din Hest, og foer vild!
Avindsyge, saa stands! Fordi sortfarvet din Søn var,
Bør hans Moder derfor og have Hjertet saa sort?
Gid med Tithonus engang jeg et Ord om dig kunde tale!
Thi saa skjændige Ting aldrig i Himlen var hørt.
Ham du ikke kan lide, fordi han er gammel og vranten,
Derfor skynder du dig, gaaer til din kjedsomme Vogn.
Men om du laae, hvad heller du gad, i Cephalus’ Arme,
Sagde du: Stands, o Nat, Hestenes hurtige Løb!
Skal min Kjærlighed plages, fordi din Ægtemand graaner?
Har jeg raadet dig, at tage den Gamle til Mand?
See, hvor salig en Søvn har Luna sin elskede Yngling
Skjænket! og sagtens er hun lige saa deilig som du.
Ja, selv Gudernes Fader, for ei at see dig for ofte,
Har to Nætter til een gjort, og fordobblet sin Lyst. —
Saadan skjændte jeg lydt; hun hørte det godt, thi hun rødmed,
Dog til Intet det hjalp, Dagen kom ligesaa snart.