4. Nat
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 8.)
(Efter Ovidii Amorum lib. I, Eleg. 8.)
Du, Dørvogter, som er (o Skjændsel!) bunden med Lænker,
Lad, om Hængselen ført, aabnes den lukkede Dør!
Ringe kun er min Bøn: du ganske lidet den aabne,
Og fra Siden jeg ind smutter ad Døren paaklem.
Amors Tjeneste har til Sligt udmagret mit Legem,
Har formindsket min Vægt, let og behændig mig gjort.
Han mig lærer at gaae ubemærkt gjennem vogtende Poster,
Leder min Fod, at den ei støder paa hindrende Skjær.
Eengang frygtede jeg Indbildningens Væsner og Natten,
Og mig undred, at En voved i Mørket at gaae.
Men da loe, saa jeg hørte det klart, med sin Moder Cupido:
„Du skal ogsaa faae Mod!“ lød hans forhaanende Røst.
Ord han holdt: jeg forelskede mig, nu frygter jeg ikke
Natlige Gjenfærd, ei Røverens væbnede Haand.
Kun din Nølen befrygter jeg nu, dig ene jeg trygler;
Du besidder det Lyn, som du kan dræbe mig med.
Kom og see (for at see det, min Ven, du Laasen maa aabne)
See, hvor Døren er (ak!) vædet af strømmende Graad!
Husk, da du skjælvende stod, med blottet Ryg, for at pidskes,
Da din Frue jeg bad for dig, og skaanet du blev!
Altsaa den samme Gunst, som for dig var hjelpsom i Nøden,
Den (o skjændige Løn!) hjelper nu ikke mig selv?
Nu du Leilighed har til Gjengjæld, som du har ønsket!
Natten og Timerne flye; skynd dig at lukke mig ind!
Skynd dig! og maatte du snart til Løn af Lænkerne løses,
At ei stedse du maa trællende spise dit Brød!
Ak! du hører jo ei, jernhaarde Vogter, min Beden!
Fast, i Planker af Eg, staaer den urørlige Dør.
Lad den beleirede Stad i lukkede Porte kun søge
Værn, men i Fredens Skjød hvo har for Vaaben vel Frygt?
Siig, hvad gjør du ved Fienden, naar Elskeren ude du lukker?
Natten og Timerne flye; skynd dig at lukke mig ind!
Ikke kommer jeg, fulgt af Soldater og myrdende Vaaben:
Ene var jeg, hvis ei Amor, den grumme, var med.
Ham jeg bliver ei qvit, om nok saa gjerne jeg vil det,
Lettere, troer jeg fast, skiller jeg mig fra mig selv.
Altsaa, Amor er med, og lidt Dunst i mit Hoved af Vinen,
Og min Krands, der nu faldt ned af min fugtige Lok.
Frygter du Vaaben som dem? Hvo gik ei gjerne mod slige?
Natten og Timerne flye; skynd dig at lukke mig ind!
Nøler du? Eller mon Søvnen, der flyer den Elskendes Øie,
Har til Vinden mit Ord sendt, dine Øren forbi?
Men dog husker jeg, før, naar tidt til din Frue jeg stjal mig,
Midnattens Stjerners og din Vaagenhed stedse jeg saae.
Ja, hvem veed, nu hviler maaskee ved din Side din Elskte?
Ak! hvor meget er din Skjæbne fortrinlig for min!
Glad din Lænke jeg bær’, naar Sligt med Lænken maa følge.
Natten og Timerne flye; skynd dig at lukke mig ind! —
Hørte jeg ret? Har Døren sig vendt med Brag om sin Hængsel?
Gav den aabnede Laas nylig et knarkende Tegn?
Feil har jeg hørt; den stormende Vind mod Døren kun stødte:
Vee mig Arme! Hvor langt iilte med Luften mit Haab!
Boreas! husker du end, da du ranede Orithyia,
O saa kom, og med Storm knuus denne Dør, som er døv!
Dog jeg lettere selv med stormende Hænder mig baner
Vei, med Ild og med Sværd, ind i det grusomme Huus!
Nat og Elskov og Viin til Alt formaae mig at bringe,
Natten er fri for Skam, Bacchus og Amor for Frygt;
Alt omkring mig er taust; besprængte med Perler af Duggen,
Natten og Timerne flye; skynd dig at lukke mig ind! —
Alt nu har jeg forsøgt, og hverken med Bøn eller Trudsel
Har jeg rørt dig, o du, døvere selv end din Dør!
Ei du fortjener det Held at bevogte den Skjønnestes Tærskel:
Værdig til Pidsken du var, værdig til Fængselets Straf.
Lucifer spænder nu alt for sin Vogn, den beklædte med Riimfrost,
Hanen til Dagværk alt kalder en trællende Flok.
Du, min Krands! jeg river dig ned af bedrøvede Lokker!
Lig den udslagne Nat her ved den grusomme Dør!
Naar da, i Dagningen vakt, henslængt den Elskede seer dig,
Siig, hvor ilde vi har Tiden, den kostbare, brugt.
Sov nu, Elskede, sødt, og føl idrømme min Elskov!
Nedrige Nøler, som lod Elskeren ude, farvel!
Og I grusomme Stolper! du aldrig bøiede Tærskel!
Du medtrællende Dørs skjændige Bjælke, farvel!