Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

I sidste Høst, da Løvet faldt,

Og bruned Havens aabne Gange,

Mens Vintren sig bebuded alt

Med sine Nætter, mørke, lange,

Da hasted Tanken mod den Sommer,

Der var for Ham beredt saa glad,

Til hvem i Chor det lød: Du kommer,

Snart hilser dig dens Fugleqvad.

Men ikke var paa Himlens Vei

End Foraarspunktet naaet af Solen,

Og end af Jorden bragtes ei

Den første Gave, Martsviolen,

Før Han, som skulde Glæde hentet

I Vaarens unge, friske Spor,

Var skilt fra hver en Glæde, ventet

Af denne Himmel, denne Jord.

Lyksalig dog den Mand, som var

Lig Stjernen, der fordunkler Vrimlen,

Og i sin Nedgang staaer saa klar

Som i sit Høidepunkt paa Himlen!

Hans Minde knyttet er til Glandsen,

Der aldrig skiltes fra hans Navn,

Uvisnelig hun smykker Krandsen,

Som Pant paa Kjærlighed og Savn.

Vor Lærer og vor Ven! o tag

Som Offer Fædrelandets Taare!

Dets Børn forsamle sig idag

Til sorgfuld Afsked ved din Baare,

Og snart Europa vil begræde

Det tunge Budskab om dit Savn,

Men under Taaren smiler Glæde

Ved Mindet om et elsket Navn.