†
†
Nu er det Hviletid; alt Løvet falder,
Og Dagen tvinges af den stærke Nat;
Nu sine Børn til Ro Naturen kalder,
Dens Vesperklokke lyder huult og brat.
Den kalder ogsaa dig, du unge Qvinde,
Din Celle redes i den mørke Jord;
Du for saa Fagre tager Slør derinde,
Og i det store Kloster eensom boer.
Men i din Eensomhed er Een tilstede,
Som vaager ved din Seng; det er din Gud.
Fra dig til Dem, som ved din Bortgang græde,
Han selv i Kjærlighed vil bringe Bud.
Den unge Hustru og den unge Moder
Han greb ved hendes brudte Samfundsbaand
Og førte til sit eget Samfunds Goder.
Hviil i hans Favn og opstaa ved hans Haand!