†
†
Slide Dagen hen med stadig Møie,
Offres for dens Pligt i tunge Kaar,
Møde, naar dens Arbeidsklokke slaaer,
Flye dens Nydelser med trættet Øie,
Ikke høste nogen synlig Løn
For sin Gjerning, kun i Stilhed øvet:
Saadan var din Lod, du Støvets Søn,
Hvem nu Herren kaldet har fra Støvet.
„Hvo var han, for hvem en Harpe sørger?
„Hvilken Adkomst fik hans Navn til den?” —
Han var tro som Broder, Søn og Ven,
Det er Svaret til Enhver, der spørger. —
„Intet Andet!” siger man maaskee:
„Sligt jo sees paa hver en Gravsteen prange.” —
Men med større Ret man ei vil see
Ordet sat paa nogen af de mange.
Og for hvem tør vel en Harpe klage
Heller end for Toners tabte Ven,
Som til deres Ære frit gav hen
Alle Kræfter, uden at forsage? —
Synger ham til Ro, ukjendte Smaa,
Armods Børn, forældreløse, ringe,
Som ved ham at hæve jer formaae
Over Livets Nød paa Sangens Vinge!
See, han selv kan jo ved eder lignes;
Knap bemærket, nøie kjendt af Faa,
Maatte han med Tillid eensom gaae,
Kun i Arbeid maatte han velsignes.
Solen har for Alle samme Skin,
Men forskjelligt Dagværk at bebude:
Ham bød Livet til sin Nødtørft ind,
Ved dets gyldne Fester stod han ude.
Lykkens Gaver blomstersmykke Livet;
Guders Yndling Den sig prise kan,
Hvem paa Vuggen alt en Talisman
Af en venligsindet Fee blev givet.
Salig dog er Den, som Lidet fik,
Ringe Part i Lykkens ødsle Gave.
Du, som fattig fra dens Deling gik,
Tag din Deel i Paradisets Have!