Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

O Sangens Musa, du som lønner

        Din Dyrker med din Gunst!

Paany dig bringe Musasønner

        En Skjærv af Musers Kunst.

Du lytter til de Toner blide,

        Som stige fra vort Chor;

Men Harpen er, o Pieride,

        Behængt med Sorgeflor.

Naar fra din Vei, hvor Stjerner tindre,

        Du ned paa Jorden seer,

Du skuer her en Yndling mindre,

        Men hist en Yndling meer.

Den Ædle, som din Kunst erkjendte,

        Din Skjønhed dybt forstod,

Han hjem til Idealet vendte,

        Da Schmidten os forlod.

Den gaadefulde Magt, som fængsler

        Ved rhythmisk Harmonie,

Som vækker uforstaaede Længsler

        Ved Sang og Poesie,

Den ved sin Trolddom ham bevæged,

        Ei blot hans Hjerte huld,

Thi kjækt med Tankens Stempel præged

        Han Følelsernes Guld.

Til Musers Løn han selv ei beiled,

        Men hver en Digterkrands

Sig i hans Tankes Havblik speiled,

        Med uforandret Glands.

Han hæved ei sin sagte Stemme

        Til Pieriders Lyst,

Men til det Skjønnes Magt at fremme

        Han savned aldrig Røst.

O Musa! du har løst hans Læbe.

        I dine Søstres Chor

Nu synger han hvad vi kun stræbe

        At synge her paa Jord.

Lad Hymnen vinde dine Kroner,

        Som værdig Daphnes Løv;

Men vi kan ene Klagetoner

        Dig offre ved hans Støv.