†
†
Vor tabte Ven! Vi til det Maal dig bringe,
Hvortil Enhver skal bringes hen tilsidst;
En Sang til Afsked end vi lade klinge,
Og skilles fra dig for en liden Frist;
Thi Sjælens Udtryk, som dit Blik os viste
I munter Skjemt, som og i Alvorsord,
Nu bæres bort i denne sorte Kiste,
Hvori det ædle Præg skal vorde Jord.
Et tungt Farvel er nu vort sidste Svar
Paa hver en Tanke, som du fremkaldt har.
Men hisset toner dig et Svar imøde,
Din Gaade løses ved den bedre Strand,
En Engel peger mod en Morgenrøde,
Hvori du seer Udødeligheds Land.
Den Spire, som du fik, til Tankevinger,
Men som for os du vikled halvt kun ud,
Nu voxer mægtigt frem og did dig bringer,
Hvor du skal see og fatte skal din Gud;
Hver Traad, som Tiden afbrød i dit Værk,
Skal Evigheden spinde stor og stærk.
Men vi, som end til Livets Veie bindes,
Hvorfra du bortgik under Venners Graad,
Ved Tanken om dit Jordeliv skal mindes
Om ærlig Stræben og om mandig Daad.
Og du skal mindes i de Qvad, du skabte:
De tidt skal over Sletten svæve hen;
De skal, mens Danmark sørger ved den Tabte,
Til Glæde over Danmark synges end,
Og samle deres Toner til et Baand,
Som knytter Danskes Hjerter til din Aand.