†
†
Sortindhyllede Mænd! I, som jer tause forsamle
Om den Kiste, hvori Døden fortærer sit Rov!
Lader den sørgende Skjald indtræde til jer i Hallen,
Med sin Harpe, hvis Guld skjules af omvundet Flor!
Og naar tæt i en Kreds I staae med høitidelig Smerte,
Dæmpende Klagen, hvis Ord Sorgens Gudinde forsmaaer,
Mens i Taaren, den tause, hun taus modtager sit Offer,
Harmes da ei, fordi Skjalden tør hæve sin Røst.
Ei skal Klagen, den tomme, forgjæves tone fra Strængen;
Ikke tilbage ved Graad kaldes den savnede Ven.
Hvi og klage for ham, som efter Striden i Livet,
Efter sit røgtede Kald, gik til elysiske Fest?
Nei, men et hædrende Qvad vil Digteren bringe din Yndling,
Phøbos Apollon! o du, Lægers og Digteres Gud,
Hvem du faderlig lærte det lindrende Bæger at skjænke,
Høre din Lyre med Lyst, fatte Camenornes Sang!
Thi du mangen en Nat gjennem Tempes yndige Dale
Leded ham huld ved din Haand lige til Helicons Top,
Hvor du viste ham selv, ved Lunas natlige Fakkel,
Lægende Urter, som hist, af hippocreniske Flod
Rigt beduggede, groe i den tifold renere Bjergluft.
Skjøn var Vandringen did. Ofte han saae paa sin Vei
Ni parnassiske Møer at dandse ved Foden af Bjerget,
Om castaliske Væld, Lunas forskjønnende Speil.
Ton da, Harpe, for ham, som kjendte Pierias Døttre!
Ak! han hører dig ei! Han, som bestandig med Lyst
Smilede huld til mit Qvad, naar jeg slog den muntre Lyra,
Ak! han hører nu ei Harpen, som toner for ham!
Lig den eensomme Mand, der staaer paa den sandede Strandbred —
Bølgerne rulle fra Land, førende Skibet afsted,
Som med hans elskede Ven bortflyer til fjerneste Kyster,
Og nu raaber han: Hør! hør dog et hjerteligt Ord!
Kjæreste Ven! Modtag mit Farvel! Jeg bragte dig ikke
Hjertets varmeste Tak, ikke mit ømme Farvel,
Thi du reiste saa pludselig bort; jeg ikke det aned,
Da jeg forleden dig saae hjemme ved huuslige Fest:
Saadan raaber han lydt; kun Vinden hører hans Raaben;
Døvende Lyden med Hyl, fjerner den Skibet end meer:
Sorgløs staaer han imens, den lyksalige Seiler, paa Dækket,
Hører ei Raabet fra Land, aner ei Vennernes Sorg;
Ryggen han vender mod Hjemmet; hans Blik og hans Tanke kun fremad
Stræber, i Stjernernes Mark, Himlens ugrændsede Dyb —
Saadan staaer jeg ved Stranden, som skiller Døden og Livet,
Kalder den flygtende Ven, Lyden dog ikke ham naaer.
Ene staaer jeg dog ei; en talrig Skare mig følger,
Mænd og Qvinder, der see hen imod taagede Kyst;
Ak! og uskyldige Børn, som række sig ud over Bølgen,
For med Armene smaa muligt at drage ham hjem!
Alle rev han dem ud af Charons ventende Færge;
Seer! nu seiler han selv hen ad averniske Sø.
Selv et Offer, han gaaer til Orcus lurende Magter!
O den stygiske Gud gjerne betales ved ham
For utallige Liv, for hvilke den Ædle bedrog ham;
Glad modtager han nu denne forskyldte Tribut. —
Men, du sørgende Flok, hvem halv han løfted fra Graven,
Halv helbredt ved det ny, atter opvaagnende Haab!
Frygter du ei paany forat at falde, da Haanden, som holdt dig,
Pludselig slipper dig, selv reven i Afgrunden ned?
O! men fatter kun Mod, og trøster jer, arme Forladte!
Plutos brændende Had sonte den Ædlestes Død.
Gjerne den sorte Tyran tillader hans Aand efter Døden
Did at gaae, hvor den før, medens han levede, var.
Hjelpsom svæver den nu paa usynlige Vinger om Alle,
Som han paa Leiet forlod, vifter et trøstende Haab
Til det fortvivlende Mod, og rækker Asklepios Bæger,
Nu, som ofte tilforn, fyldt med en aandelig Drik.
Virk da, kraftige Aand! Ei Legemets Død dig forhindre
I at ende det Værk, som du begyndte med Held!
Siden gak til din Fred i Elysiums Dal, hvor Hygæas
Slange, forvandlet til Krands, Evigheds høie Symbol,
Venter din Isse! Farvel! Fred være med Sjælen i Himlen,
Og i Jorden dit Støv finde den ønskede Fred! —
Dig, o sildige Høst, med din Krands af falmede Astre,
Dig, nu herskende Drot, helliger Musen sin Sang;
Rigt med bruunlige Løv du bestrøer den ædleste Aske:
Lad mit sørgende Blad hvile paa Graven hos dit!