†
†
Luna, du hellige Mø, som trænger med matteste Straaler
Gjennem de lange og hvide og sørgeligt hængende Tepper,
Derpaa med forskende Blikke betragter den rolige Olding,
Ak, som sover saa sødt, og som aldrig mere vil vaagne,
Luna! kjender du ham, og veed du vel hvem du bestraaler?
Det er en Olding saa from og saa god, at Dikaiosyne
Tabte i ham den Skat, som aldrig maaskee hun gjenfinder.
Ak han elskede dig saa saare, du hellige Luna!
Ofte i mørken Nat i Kreds af fortrolige Venner
Sad han den herlige Olding, og stirrede paa dig, o Luna!
Dybt i den tause Grav skal han hvile ved Siden af Hanne.
Roligt og klart som hans Liv skal Lampen brænde i Graven.
Luna! bestraal da hans Grav, hvor han hviler ved Siden af Hanne!