Hilsen til de svenske og norske Studenter
(1845.)
(1845.)
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa, —
Ofte til de gyldne Strenge
Lød vor Stemme saa.
Deiligt end skal Danmark nævnes,
Dog naar hid paa Bølgen stævnes,
Naar den Frænder til os vugger,
Bølgen ikke lukker.
Ei om Danmark vogter Søen
Skinsyg og med Harm,
Brødre lokker den til Øen
Paa sin aabne Barm;
Og er Ægirs Mark nu vorden,
Sjællands Landevei fra Norden,
Er dog ei paa Sjællands Have
Danmarks Led af Lave.
Eder, som nu styred Gangen
Ad det brede Spor,
Eder møder Velkomstsangen
Fra den danske Jord.
Een er Nordens gamle Stamme,
Vort og Eders Blod det samme,
Og er Mødets Attraa givet,
Mødes man i Livet.
Tidligt Herthas Nattergale
Qvad om Eder alt,
Alle Fugle smaa, som tale,
Har om Eder talt;
Da Naturens Røst vi hørte,
Dunkle Skikkelser sig rørte
Men de kasted Nattens Larver,
Inddrak Lys og Farver.
Og hvad Fuglesang forkyndte,
Kan vi nu forstaae;
Hvad i natligt Syn begyndte,
Skinner Dagen paa.
Nordens Aander tæt sig samle
Under Ygdrasil hiin gamle,
Stjernerne fra Toppen spille
Klart i Urdas Kilde.
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Aabent med den Sø,
Ved hvis Perlebaand nu hænge
Klippeland og Ø!
Lad din unge Vaar dig pryde,
Lad de fagre Toner lyde
I den Stund, da du forbinder
Nordens Haab og Minder!