Frederik den Sjettes Mindestøtte
ved Skanderborg.
ved Skanderborg.
Kong Christian! lyt til Velkomstsangens Toner,
Som lyde ved Kong Fredriks Mindesteen!
Han bar den Ring, som nu din Isse kroner,
Hans Haand har holdt Dit Scepters gyldne Green.
Af Folket sat, et synligt Tegn skal stande,
Skal styrke Mindet, præget i vor Favn,
Og Du, vor Drot, som første Vidne sande,
At Folket hædrer gode Kongers Navn.
Vor Klage lød ved Sjette Fredriks Baare,
Paa Hænder bares han til Hroars Væld;
Du selv o Konge blandet har Din Taare
Med Folkets Graad i dunkle Gravcapel.
Saa deel vor Jubel nu, da Stenen bringer
De kjendte Træk og varigt fængsler dem,
Og glad Erindring nu paa Phønixvinger
Af Sorgens Aske stiger luttret frem.
O skjønne Dag! Høit over Tidens Laure
Den Tabte sees, og i vor Midte staaer
Han, som nu bærer Kronen om sin Pande
Og Livets Blomster i sit brune Haar.
Vær hilset, ædle Hersker, i vor Klynge!
Vi saae til Dig ved Fredriks bratte Savn,
Vi see til Dig igjen, idet vi slynge
Kjærminder om den gode Konges Navn.