HøstaftenenTil Adam Oehlenschläger.Efter Fru Frederikke Brun.En Høstvind gaaer over visne Straa,Og Regnen slaaer paa de Ruder smaa.De Smaafugle flye udi Skoven ind,Og Tranerne tye til Solens Skin.De Kjære, som alle Du kjender vel,De sidde fortroligt i dunkle Qveld.Kaminen flammer. De tænke paa:Hvormed den ledige Tid forslaae?„I dovne Piger! Ei Lediggang!Den ene skal vinde den Traad saa lang,Den anden skal strikke en Strømpe fiin,Den tredie sømme paa Skjorteliin;Og Lottes Finger konstig og let,Brodere Figurer, nok saa net.Og Ida skal sidde saa taus og tyst,Uden Sang, uden Klang, uden Latter. Tys!Og Moder vil læse den Sang saa sød,Om Valborgs Elskov og Valborgs Død.Og Klingas Røst, bevæget derved,Skal hjelpe den Trætte, med Venlighed.”Saa sad vi, en Klynge, fortrolig og tæt.Saa mangen en stille Taare blev grædt.De faldt i vor Barm, de runde i Løn,Som Foraarsduggen paa Marken grøn.Hvad Sødt, der i Kjærligheds Taarer var,I Axel og Valborg forenet Du har.Hvad Stort man i Smertens Salighed fandt,Det har Du indflettet i Skjæbnens Gevant.Hvad der hæver Sjælen til HimmelsgangFra den jordiske Sorg og jordiske Trang,Har Du samlet til himmelsk Harmonie,Saa at Øiet bæver, med Taarer i.Og roligt, som funklende Stjerners Skin,Der bryder i jordiske Taager ind,Saa stiger Valborg og Axel storTil Broderdandsens straalende Chor;Hvor Baldur hiin Gode fylder vort Bryst,Og Hakon hiin Rige med gysende Lyst,Og om Kunstens Helgen1 det søde SpilDet elskende Hjerte henrykke vil.O tonende Træ! Du blomstre frit!Lad Digtningens Drømme fjerne Dig blidtFra det jordiske Liv! Thi i Tusmørket indJo funkler Digterens Stjerneskin.