Du har til mig betroet den Laurbærkrone,
Som huld Du vil, o høie Sanggudinde,
Omkring de tvende Digterlyrer vinde,
Som høiest paa den danske Himmel throne.
Du rakte mig den fra Parnassets Zone,
Og bød min Haand en lignende Dig binde,
Men af den danske Herthalunds Kjærminde,
I samme Sprog, som Hines Sange tone.
Med Skjælven jeg mit Laan tilbagebringer;
Thi ak! den Himmeldug, hvis Perler smile
Paa Dine Blomster, mangle Jordens Dale;
Og jeg har ei, som Du, o Musa, Vinger,
Hvormed jeg til Parnassets Top kan ile,
Og samle den paa Bredden af Castale.