Til den digtende Laura
paa hendes tolvte Aars Fødselsdag.
paa hendes tolvte Aars Fødselsdag.
Tillad, o Dagens Dronning, at jeg fletter
En Krands af Riim til din og Dagens Ære.
Vel veed jeg, man Petrarca burde være,
Naar man til Laura skrive vil Sonetter.
Men Himlen ingen ny Petrark forjætter,
Og dog idag os Laura mon forære.
Hvad Under, om, for Lauras Baand at bære,
Enhver Petrarcas Kunst i Fordring sætter?
Især da hun, med dobbelt stærke Vaaben,
Ei blot en Gjenstand er, man bør besynge,
Lig den, hvis Navn hun har erholdt i Daaben;
Men, selv en lille Musa, Vers kan slynge,
Naar hun i Drømme har seet Himlen aaben,
Og hørt paa Eventyr blandt Engles Klynge.