De Tanker og de Følelser, som før
I Idas Hjertes lukte Kammer
Useete hvilte bag et natligt Slør,
Men som hun nu betroer
Til Dagens klare Lys og Solens Flammer,
Hvor de, i Form af søde Ord,
De hvide Blade zire,
Forsegler Musernes antike Lire.
Med fire Strænge seer man den at staae
I Karniolen smukt indgravet
Med romersk Kunst: den ligner i det Smaae
Den, hvormed Musers Chor
Paa Vuggen alt har hende huldt begavet,
Den gyldne, som er meget stor,
Hvorpaa hun tidt mon spille,
Og som her Seglet viser i det Lille.
I hendes Tale, som i hendes Sang,
Hvergang hun leer, hvergang hun tier,
Ved hvert et Trin i hendes Dands og Gang,
Hun, skjøndt hun ei det veed,
Aflokker Lyren Himmelharmonier.
Naar hun slaaer Øiet op og ned,
Hvergang hun blot sig rører,
Saa toner den, kun ei hun selv den hører.
Til hendes Livs og Væsens Melodie
Usynlig Musalyren spiller
De høie Sphærers Bifaldsharmonie.
Derfor, saasnart man seer
Signetets Aftryk, man sig ei forvilder:
Man kan ei gjætte mellem Fleer,
Man kan med Vished vide,
At det betyde skal: Adelaide.
Lyksalig Den, hvem paa et høiet Blad
Alt Seglets Former Navnet sige!
Men tifold lykkelig og sjeleglad
Den, som i Brevets Favn
Den søde Skrift har læst, den hemmelige,
Og under den det sande Navn!
Han Lyrens Aftryk knuser,
Men hører Gaven fra de høie Muser.