Kan du, o Sangens Muse,
Hvis søde Læber trylle og beruse,
O siig, kan du forlade,
Vil du ei evig hade
Den Arme, som i Lidenskabens Hede
Lod daarlig sig forlede
Til en ubillig, uforskammet Vrede?
Jeg Daare! Ha! hvorledes
Formaaede jeg dog vel paa dig at vredes,
Fordi din Charis til sit Maal mig kaared,
Og med sin overgivne Piil mig saared,
Den Piil, hvorved at døe jeg vilde stræbe,
Hvis ei den var for yndig til at dræbe!
O! naar du talte, snart
Jeg kun med halve Ord dig har besvart,
Snart taug jeg ganske stille,
Og neppe med en Lyd dig svare vilde,
Som om jeg ei din Stemme kunde høre,
Din Stemme (vee mig, vee!)
Som kunde tæmme Cerberi de tre
Kulsorte Hoveder, som kunde røre
De vilde Dyr, og føre
De døde Stene sammen, Floder standse,
Og bringe Skovens Stammer til at dandse!
O siig, kan du tilgive?
Vil du ei evig hadefuld mig blive?
O siig, vil du mig ikke
Berøve for bestandig dine Blikke?
Nei, hav ei Sligt isinde!
Thi da maa jeg befrygte,
At alle Gratier fra mig vil flygte,
Og følge deres elskede Veninde:
Thi da maa jeg vel troe,
At Musen ikke meer hos mig vil boe,
Men ile mig forbi,
Og tage Tvillingsøsterens Parti:
Ja da kan vel jeg vide,
At hver en Charis, hver en Pieride
Vil følge Dronningen Adelaide.
Jeg ikke veed, hvad Lykken mig har givet,
Jeg tvivler selv tidt paa mit Digterkald.
Dog følger jeg Naturens Røst i Livet,
Og haaber, den skal vogte mig for Fald.
Den svage Vind, som ofte bøier Sivet,
Mit Hjertes indre Drift ei kue skal:
Jeg stræber til, jeg har alt stræbt tiltide
Mod Digtekunstens Top, Adelaide!
Du kjender sikkert Ariostos Sange:
Saa er du og med ham til Maanen fløiet,
Og har i Templets høie Buegange
Heel ofte dig med Digteren fornøiet,
Og har blandt Søileordnens store, mange
Pilastre til den ene henvendt Øiet,
Hvor mellem Navnene, de flammehvide,
Til dette Tempel høit i Æthrens Rige
Jeg vil mig fra den tunge Dunstkreds svinge,
Og hjælpe Svanehæren med at krige,
Og Ravnenes den sorte Flok betvinge.
Men kan jeg Svage vel til Himlen stige,
Naar ikke Musen hæve vil min Vinge,
Men mig forlade vil, imod mig stride,
Og til din Fane tye, Adelaide?
Og skjøre ere Traadene, som binde
Planeten til en sublunarisk Jord:
I Dæmring-Skjær dem Edderkopper spinde
Igjennem Nattens tynde Sølverflor.
Kan jeg paa dem det høie Maal da vinde,
Af Støvet tynget til den tunge Jord,
Naar Sangens Charis ei vil af mig vide,
Men flygter bort med dig, Adelaide?
O saa tilgiv! — Men vee mig, at jeg vover
At haabe, du min Sang vil Øre skjænke!
Den lette Sommerfugl paa Blomstervover
Henflagrer Livet, lader ei sig lænke.
Mit Digt blev langt, du kjeder dig derover;
Selv mit Forsoningsoffer maa dig krænke,
Thi lange Vers jeg veed, du ei kan lide:
O tilgiv anden Gang, Adelaide!